Det blev aldrig rigtig medrivende på det næsten tomme stadion i Mladá Boleslav, hvor Danmark spillede 1-1 med Tjekkiet.
Det afspejler sig karaktererne fra kommentator Andreas Kraul, der ikke belønner nogle af spillerne med en karakter højere end 7.
Frederik Rønnow – 4
Havde enkelte gode aktioner og kunne ikke gøre noget ved den tjekkiske scoring.
Mathias Zanka Jørgensen - 4
Bruger stadig for meget tid på at brokke sig over modspillere og dommeren. Men han opfylder sine defensive forpligtelser i tremandsforsvaret.
Andreas Bjelland – 4
Bolden blev spillet hen over ham ved den store chance til Milan Skoda, og han var ikke så dominerende i det opbyggende spil som i kampen mod Kasakhstan.
Simon Kjær – 4
Fik en dårlig start med flere boldtab og fik lavet et halvt selvmål med sin afretning ved den tjekkiske scoring. Får dog spillet en rolle ved den danske scoring med et godt hovedstød på hjørnesparket, der røg hen til Nicolai Jørgensen.
Riza Durmisi – 2
Skabte for lidt i det offensive på venstrekanten, og så er han for let at skubbe væk i defensiven. Han har været syg og virkede ikke helt på toppen.
Jens Stryger Larsen – 2
For mange dårlige berøringer i starten af kampen. Formåede slet ikke at sætte sig igennem og gribe chancen. Ikke en indsats, der bragte ham tættere på en fast plads på landsholdet.
Daniel Wass – 2
Efter så mange kampe på bænken var det en stor mulighed for at komme ind og vise det niveau, han har i den spanske liga. Blev på intet tidspunkt en dominerende skikkelse på midtbanen.
Mike Jensen – 4
Masser af hårdt arbejde, masser af løb og boldberøringer fra den lille Rosenborg-spiller. Havde også et par langskud. De var godt nok ikke rigtig tæt på at gå ind, men han forsøgte sig. Han mangler lige at få sat sit præg på den offensive del af kampen.
Lasse Schöne – 7
I mine øjne den bedste dansker på banen. Styrede en stor del af spillet fra en dansk udgave Pirlo-rollen. Havde både boldberøringer og visioner i det fremadrettede spil.
Viktor Fischer – 4
Han ville enormt gerne, og han jagtede både bolde og chancer, men han forblev alligevel ufarlig
Nicolai Jørgensen – 4
Svinger sig op på 4 med scoringen efter en indsats, der understregede, hvorfor venskabskampe ikke regnes for meget.
Indskiftet
Christian Gytkjær – 4
Masser af god energi og optimisme efter sin indskiftning fra den landsholdsdebuterende angriber. Fik chancen for at sparke på kassen, men forsøgte i stedet at aflevere til Viktor Fischer. Sparkede den til sidst godt i kassen, men blev dømt offside.
Jannik Vestergaard – 4
Gik naturligt ind i tremandsforsvaret med udmærkede defensive aktioner, og så bar han for første gang anførerbindet på A-landsholdet, da han overtog det efter Simon Kjær.