Jon Dahls hukommelsestab: Kan ikke huske indersiden i Kasakhstan

Fuldstændig uhørt for en angriber kan Jon Dahl Tomasson ikke huske sin seneste scoring på kasakhisk grund.

En rigtig angriber kan huske alle sine scoringer.

Det er en ofte fremdraget påstand, når gamle angribere bliver bedt om at tage en tur ned af mindernes allé.

En rigtig angriber var Jon Dahl Tomasson. Vel sagtens den skarpeste Danmark har fostret, siden der kom farver på fjernsynet.

Alligevel er der i hvert fald én scoring, der som han ikke kunne grave frem fra hukommelsen på kommando; det mål som landsholdets assistenttræner satte ind, sidst Danmark spillede på udebane mod Kasakhstan.

- Normalt kan jeg huske de fleste kampe, men den her har jeg svedt ud, siger Jon Dahl Tomasson til DR Sportens udsendte i Almaty.

Scoringen er helt glemt

I en VM-kvalifikationskamp i 2005 gjorde den tidligere AC Milan og Feyenoord-angriber det til 2-0. Selvfølgelig med sin signaturafslutning, indersiden.

Men den er helt væk for landsholdets topscorer, der er noteret for 52 mål i landsholdstrøjen. Han har efterfølgende været inde og tjekke op på kampen. Uden held.

- Jeg var også selv lidt rystet, for jeg plejer at kunne huske alle mine mål, men det kan jeg ikke, siger han.

Og skynder sig så at slå fast:

- Men det talte.

Nok talte scoringen for Jon Dahl Tomasson og landsholdet, der vandt kampen 2-1. Men lige lidt hjalp det, da de var afhængige af andre resultater i gruppespillet. De faldt ikke ud som ønsket, og kvalifikationen til VM-slutrunden i Tyskland kiksede.