I dag afgøres Danmarks VM-skæbne... næsten

Danmark er i øverste seedningslag, når der fredag trækkes lod til kvalifikationen til VM-slutrunden i 2026.

Danmark er i øverste seedningslag, når der fredag trækkes lod til VM-kvalifikationen til slutrunde i 2026. (Foto: © Mads Claus Rasmussen, Ritzau Scanpix)

Hvem skal Danmark slå for at komme med til VM i 2026?

Det spørgsmål får vi svar på senere fredag, når der bliver trukket lod til de europæiske kvalifikationspuljer til slutrunden i USA, Canada og Mexico.

Der skal trækkes lod til i alt 12 puljer. Seks med fire hold og seks med fem hold.

Det danske landshold er, efter de i efteråret sikrede sig andenpladsen i deres Nations League-gruppe, havnet i det øverste seedningslag, og kan derfor ånde lettet op. Ingen af de største europæiske fodboldnationer kan nemlig havne i Danmarks pulje.

Men fordi Danmark i efteråret spillede sig videre til kvartfinalen i Nations League, hvor Portugal venter til foråret, er to VM-kvalifikationspuljer i spil.

Danmark vil nemlig både være repræsenteret som vinder af kvartfinale 3 og taber af kvartfinale 3.

Taber Danmark kvartfinalen i Nations League, havner de i en gruppe med fem hold, mens de havner i en gruppe med fire, hvis de vinder.

Dagens lodtrækning bliver altså en smule uforløst med danske briller.

Men ingen lodtrækning uden spekulationer. For hvem kan Danmark havne i gruppe med? Hvem skal vi helst undgå, og hvilken gruppen giver den letteste vej til VM i 2026.

Her kommer DR Sportens fodboldkommentator Andreas Kraul med sine bud på fire puljer, som kan sende Danmark i vidt forskellige retninger:

Den lette: Polen, Finland, Litauen og Gibraltar

Når man gerne vil opnå noget, leder man ofte efter den nemmeste løsning. Det ligger i menneskets natur, og bruger man denne logik, når Andreas Kraul frem til en gruppe med Polen, Finland, Litauen og Gibraltar.

- Finland har tabt stort set alt, siden vi var i kvalifikationsgruppe med dem frem mod EM i 2024, hvor vi også slog dem også to gange. Litauen er helt til rotterne, og Gibraltar får vi heller ingen problemer med, siger Andreas Kraul.

- Fra andet seedningslag skulle jeg så finde det hold, som, jeg synes, var det dårligste, og der vurderer jeg, at Polen ikke er på det niveau, som de var for år tilbage og det land, vi får lettes ved at hente flest point imod.

Den svære: Norge, Skotland og Bulgarien

Havner Danmark i gruppe med Norge, venter der de danske forsvarsspilleren en ordentlig mundfuld i Manchester City-stjernen Erling Haaland. (Foto: © Terje Pedersen, Associated Press)

Men let skal det jo ikke altid være. Der er også dem, som sværger til udfordringer, og det bliver der rig mulighed for i den svære pulje med Norge, Skotland og Bulgarien.

En pulje uden en decideret walkover, som Andreas Kraul formulerer det.

- Jeg har nordmændene som det hold, jeg nødigst vil trække fra andet lag, siger Andreas Kraul.

- Ikke så meget på grund af deres seneste meritter, hvor de ikke har været med til en slutrunde siden EM i 2000, men Norge er et hold, som kan eksplodere med Erling Haaland, Martin Ødegaard og Alexander Sørloth. Det vil være en ubekendt at have i puljen, hvis det pludselig svinger for dem.

Og så skal man heller ikke kimse af Skotland, som i den seneste kvalifikation til EM i 2024 slog de efterfølgende spanske europamestre.

- Skotterne virker som det klart bedste hold fra lag tre. De er altid konkurrencedygtige og kvalificer sig ofte og været der tilpas mange gange til at vide, at det bliver en svær udekamp.

Den lange: Rumænien, Albanien, Aserbajdsjan og Moldova

I den seneste kvalifikation var Danmark et smut i Kasakhstan, hvor det blev til et nederlag på 3-2. (Foto: © Bo Amstrup, Ritzau Scanpix)

Ude godt, hjemme bedst. Er man til dette klassiske ordsprog, vender smilebåndet nok den forkerte vej, hvis Danmark trækker en østeuropæisk dynamitpulje. Ikke fordi holdene nødvendigvis er gode, men fordi det kommer til at kræve mange rejsetimer.

- Her kommer planlægningsstaben på landsholdet virkelig på arbejde, og trækker man en pulje udelukkende med østeuropæiske hold, kommer der pludselig andre ting i spil end holdenes kvalitet, siger Andreas Kraul.

- Vi så jo, hvordan landsholdet kunne tabe på udebane til Kasakhstan i den seneste kvalifikationsturnering, så det er bare altid en faktor, når man skal rejse langt.

Den nordiske: Sverige, Island og Færøerne

Der er også mulighed for, at Danmark nærmest ikke behøver forlade egne breddegrader i jagten på VM-billetten. En nordisk nabopulje er nemlig også en mulighed.

Enten Sverige eller Norge fra lag to, Island eller Finland fra lag tre og Færøerne fra lag 4.

Men selvom Danmark på papiret vil være favorit i sådan en gruppe, vil en nordisk kamp om VM-billetten ikke nødvendigvis blive let, lyder det fra Andreas Kraul.

- Det kan blive meget drilsk. Det er ikke så mange år siden, at Danmark vandt 1-0 over Færøerne på et sent mål af Jonas Wind i en kamp, hvor Danmark var i store problemer.

- Og skal det være nordisk, så vil jeg hellere at Danmark trækker Sverige end Norge fra lag to. Det svenske landshold har slet ikke samme topniveau, som Norge potentielt kan få, siger Andreas Kraul.

Lodtrækning til VM-kvalifikationen begynder fredag klokken 12.00. Du kan følge med her på dr.dk.