LGBT-fodboldfans, der vil rejse til VM i Rusland til sommer, bliver nu advaret mod eksempelvis at holde i hånd i offentligheden og mod at gøre andre ting, der åbent viser, at de er homoseksuelle.
Det er foreningen Fare, tidligere Football Against Racism in Europe, men som nu arbejder for lighed i fodbold, der er i færd med at udarbejde en advarsels-guide, der vil blive uddelt til de fans, der rejser til Rusland.
At være homoseksuel er ikke ulovligt i Rusland, men der er love, som forbyder at promovere eller lære børn om homoseksualitet i skoler. Samtidig har der været eksempler på, at udenlandske homoseksuelle er blevet angrebet, mens homofobiske sange ikke er et særsyn på russiske fodboldstadions.
- I guiden vil vi råde homoseksuelle til at være varsomme på steder, hvor det ikke er velkomment at være en del af LGBT-miljøet. Samme meddelelse vil der være til sorte og etniske minoriteter. Vi opforder dem til at tage af sted, men de skal passe på, siger Piara Powar, direktør for Fare, til BBC.
- Vil homoseksuelle fodboldfans, der holder i hånd, være i fare? Det kan de være. Det kommer an på, hvilken russisk by, de befinder sig i, og tidspunktet på dagen, siger Powar og fortsætter:
- Guiden vil også inkludere detaljerede forklaringer på den aktuelle situation for LGBT-personer i Rusland, hvor det jo er forbudt at promovere homoseksualitet. Emner, der relaterer til LGBT, er ikke en del af den offentlige diskurs i Rusland, homoseksuelle har en plads i Rusland, men det foregår i det skjulte.
Fare har i øvrigt sendt en anmodning til Fifa på vegne af to fangrupper fra England og Tyskland, der håber på tilladelse til at flage med regnbueflag på stadions under VM.
Dommere kan stoppe kampe
Fifa proklamerede i går, at hvis der foregår diskriminerende adfærd på stadion, eksempelvis i form af racisme eller homofobi, vil kampens dommer have tilladelse til at stoppe kampen.
Det er et tiltag, der blev afprøvet ved Confederations Cup sidste sommer, og som bestod af antidiskriminations-observatører, der skulle holde øje med hændelser på stadions og derefter indberette dem til Fifa.
Et tiltag, der også kørte ved kvalifikationskampene til VM, dog uden indberettede hændelser.
- Dette er høj prioritet for os. Vi vil være meget grundige, og vi vil være meget strenge. Vi forventer fair play i Rusland. Vi vil sørge for, at der ikke er nogle diskriminerende hændelser under VM, siger Fifa-præsident Gianni Infantino ifølge BBC.
Fifa har tidligere kaldt graden af racisme i Rusland for ”fuldstændig uacceptabel”, og spillere fra Brasilien og Afrika, som spiller i den russiske liga, har åbent fortalt om racisme på de russiske stadions.
Så sent som i sidste måned blev Spartak Moskva dømt til at spille en europæisk kamp uden publikum som straf for racistisk opførsel til en ungdomskamp i Uefa Youth League mellem Spartak og Liverpool.