Åge Hareide er kommet blandet fra start i sit nye hverv som dansk landstræner. To kampe har han stået i spidsen for, hvor det er blevet til en sejr over sommerens EM-debutanter, Island, og et snært nederlag til Skotland.
Da der jo som bekendt ikke er noget EM på programmet for det danske landshold, venter der det næste halve års tid forberedelse, inden det går løs i første VM-kvalifikationskamp mod Armenien i september. Her får du et overblik over resten af landsholdets 2016.
Venskabsturnering - Kirin Cup – 3. juni
Næstkommende mulighed for Åge Hareide til at få samlet tropperne er ved venskabsturneringen Kirin Cup i Japan. Venskabsturneringer er ikke det, som landsholdet har gjort sig mest i de senere år, men Åge Hareide får på denne måde mulighed for på kort tid at få afprøvet landsholdet mod flere værdige modstandere. Holdene, Danmark skal møde, er Bulgarien, Japan og Bosnien-Herzegovina, hvor sidstnævnte anført af Roma-spillerne Edin Dzeko og frisparksspecialisten Miralem Pjanic ser ud til at være den sværeste modstander.
Venskabskamp - Liechenstein – 31. august
Inden det for alvor går løs ved VM-kvalifikationen, møder det danske landshold det, der på papiret burde være en overkommelig modstander. Det lille fyrstedømme, Liechenstein, ligger nummer 163 på verdensranglisten og har et landshold, der stort set kun består af spillere fra mindre ligaer i Europa. Holdet sluttede da også deres EM-kvalifikationsgruppe med syv nederlag, to uafgjorte og kun en enkelt sejr. Det kommer til at være en god mulighed for Agger og co. til at få tanket selvtillid.
VM-kvalifikation – Armenien – 4. september
Første rigtige test for Åge Hareide bliver, når spiller løber på banen i Telia Parken mod Armenien i den første kamp i Danmarks forsøg på at kvalificere sig til VM i Rusland i 2018. Armenien er efterhånden et hold, som de danske spillere kender godt. Armenien er nemlig havnet i Danmarks gruppe ved de sidste tre forsøg på at kvalificere sig til en slutrunde. Og det med blandet udfald. Fire kampe er der spillet mellem de to nationer de seneste tre år, hvor det er blevet til to sejr, et nederlag og senest en uafgjort i oktober sidste år.
VM-kvalifikation – Polen – 8. oktober
Polakkerne er holdet, der kommer til at give landsholdet hårdest modstand. Polen har en god stamme af veletablerede spillere rundt om i de store ligaer i Europa, og så har de selvfølgelig en af de allerstørste stjerner og mest scoringsivrige spillere i verden. Bayern München-angriberen Robert Lewandowski har igen i år vist sig frem fra sin bedste side og er da også topscorer i den tyske Bundesliga, hvor det indtil videre er blevet til 25 scoringer i 26 kampe. I 2015 scorede han 11 mål i otte kampe for sit hjemland, så der bliver uden tvivl noget at se til for det danske forsvar.
VM-kvalifikation - Montenegro – 11. oktober
Montenegro er ikke et hold, Danmark har stiftet bekendtskab med mange gange. Faktisk er det kun blevet til én enkelt kamp mod montenegrinerne. Det er til gengæld ikke længe siden, da det danske landshold mødte Montenegro i 2015. Dengang vandt landsholdet 2-1 på Viborg stadion, hvor Montenegros helt store stjerne, Stevan Jovetic, scorede et enkelt mål, og hvor Christian Eriksen scorede et af sine sjældne landsholdsmål. Viktor Fischer vandt kampen for Danmark på et straffe.
VM-kvalifikation - Kasakhstan – 11. november
Sidste kamp for det danske landshold i 2016 er mod Kasakhstan. En modstander, som må siges at være et af de hold, der bare skal slås, hvis man vil med til VM. Ligesom Liechenstein, blev det kun til 5 point i kvalifikationen til EM. Endda med samme mængde sejre, uafgjorte og nederlag. Holdet er da også placeret som nummer 125 på verdensranglisten og har kun vundet to kampe i de seneste to et halvt år.
Den sidste modstander i Danmarks gruppe er Rumænien, men dem møder Åge Hareides udvalgte først i 2017.