Hareide vil have aggressivt pres mod Montenegro

Landstræneren vil finde tilbage til spillet fra sejren over Armenien.

Efter lørdagens nederlag på 2-3 i Polen skal Danmark tirsdag møde Montenegro i Parken. Nøglen til sejr er at finde tilbage til de ting, der virkede, da Danmark slog Armenien i den første VM-kvalifikationskamp.

- Jeg tror, det er vældig vigtigt at være os selv. Jeg synes, vi spillede rigtig godt mod Armenien, og vi må komme tilbage til det samme aggressive presspil og også få folk lidt højere i banen end det, vi magtede i Polen, siger Åge Hareide til DR.

Danmark møder Montenegro klokken 20.45, og den kamp kan ses på Kanal 5. Allerede klokken 18 er der dog U21-landskamp mod Luxembourg, og den viser vi på DR3.

Du kan se hele interviewet med landstræner Åge Hareide i videoen øverst i artiklen.