Angriberen Marcus Ingvartsen er blevet udtaget som gardering til fodboldlandsholdets VM-kvalifikationskamp i Rumænien på søndag.
Det meddeler Dansk Boldspil-Union (DBU) på Twitter.
Udtagelsen skal ses i lyset af, at angriberne Kasper Dolberg og Nicolai Jørgensen døjer med skader.
Det er fortsat uvist, om de når at blive klar til kampen i Cluj.
Med tilføjelsen af Marcus Ingvartsen er A-landsholdstruppen oppe på 24 spillere før den meget vigtige kamp.
Danmark har problemer i sin VM-kvalifikationsgruppe, hvor det foreløbig kun er blevet til seks point i fire kampe.
Fra Spanien til Rumænien
21-årige Marcus Ingvartsen lavede 14 mål i grundspillet i Alka Superligaen, og han ligger dermed nummer to på ligaens topscorerliste.
Han skulle egentlig have været med, når Danmarks U21-landshold torsdag spiller på udebane mod Spanien i en testkamp forud for U21-EM i Polen til sommer.
Marcus Ingvartsen har lavet otte mål i otte kampe på U21-landsholdet.
Alle otte scoringer faldt i EM-kvalifikationen, hvor han blev dansk topscorer.
Han er tiltænkt en nøglerolle på holdet, der ved sommerens EM skal møde Tyskland, Italien og Tjekkiet i gruppespillet.
/ritzau/