GRAFIK SVE-DAN Hvem er bedst spiller for spiller?

Schmeichel eller Isaksson, Agger eller Antonsson, Bendtner eller Ibrahimovic. Hvilket hold er det stærkeste position for position?

Lørdag aften står det første af to slag mellem Sverige og Danmark om at komme med til næste sommers EM i Frankrig. Danskerne har vundet de sidst fire ud af fem opgør og spillet en enkelt uafgjort mod svenskerne, så måske der er en lille psykologisk fordel for de rødhvide.

Men hvor står de to hold i forhold til hinanden?

DR Sporten har bedt ekspert og kommentator Morten Bruun vurdere de to mandskabers spillere overfor hinanden på en international skala.

Fem bolde gives til spilleren, der er i samme klasse som Lionel Messi og Cristiano Ronaldo, mens der gives 0 bolde til spilleren, der ville have svært ved at komme på Liechtensteins landshold.

Artiklen er skrevet før Michael Krohn-Dehlis afbud.

Kasper Schmeichel – 3

- Her er Danmark bedst klart kørende. Der ville jeg så klart foretrække at have Kasper Schmeichel i målet.

Andreas Isaaksson – 2

- Isaaksson er bestemt ovre sin bedste tid. Han har fortjent været under skarp kritik i Sverige på det seneste.

Lars Jacobsen – 2

- Jeg foretrækker Lars Jacobsen, men han er jo ikke nogen international klassespiller. Han er meget driftsikker og vover sig ikke ud på unødige eventyr. Han spiller rutineret, når det begreb bruges rigtigt.

Mikael Lustig – 2

- Svenskerne kan også vælge med Sebastian Larsson, men det ville ikke ændre på min rangering. Både Lustig og Larsson er spillere på vej ned. Lustig er dårlig med bolden, og problemerne på svenskernes højreback kan også ses på, at man undervejs har valgt at bruge venstrebacks på den position.

Daniel Agger - 4

- Stort plus til Danmark. Da Daniel Agger var allerbedst, der ville jeg have givet ham fem bolde, men det kan han ikke længere få. Han kan få fire, men så er jeg også god ved ham. Men Agger er langt bedre end Antonsson. Daniel Agger er stadig dygtig.

Mikael Antonsson - 2

- Har spillet nogle usikre kampe og er også i udkanten af FC Københavns hold, selvom han har spillet mere på det seneste. Hvis Per Nilsson havde været klar, så havde Nilsson formentlig slet ikke spillet for FC København.

Simon Kjær - 4

- Kjær har samlet set været den bedste dansker i kvalifikationen. Han er hård og kompromisløs. Ikke nogen dårlig mand at have til at spille overfor Ibrahimovic. Han kan matche ham fysisk. Han spiller også på et fint niveau i Tyrkiet. Han er blevet en klogere spiller, og træffer ikke længere så mange He-Man-beslutninger, hvor det bliver vigtigere for ham at spille stærk mand end at dække ordentligt op.

Andreas Granqvist - 2

- Granqvist har et udmærket CV og spiller fast i Rusland, men han er ikke bedre end Mikael Antonsson. Sveriges 1-4-nederlag hjemme mod Østrig i september blev lidt tørret af på Antonsson, men Andreas Granqvist var mindst lige så ansvarlig. Svenskerne har et problem i forsvaret.

Riza Durmisi - 2

- Her skal vi passe på, der ikke går alt for meget danskhed i den. Durmisi har bestemt haft et helt fortryllende efterår, men gør det ham til en bedre spiller end svenskernes venstreback Martin Olsson, som trods alt har rigtig mange sæsoner i Premier League bag sig. Det synes jeg ikke. På en international skala skal Durmisi ikke have mere end to bolde. Trods alt. Men han kan sagtens om et par år ligge meget højere.

Martin Olsson - 3

- Olsson svinger sig med nød og næppe op på tre bolde. Han er svag defensivt, men kommer alligevel med noget. Han ligger sådan lige i den nederste halvdel af spillerne i Premier League, men når ligaen er så stærk, så må han placeres foran Durmisi.

William Kvist - 2

- Jeg synes, William Kvist er det bedste bud på en 6’erpå det danske landshold. Og jeg synes, at William Kvist har blikket for at spille på positionen, men dermed ikke sagt, at William Kvist er en international klassespiller.

Kim Källström - 2

- Havde det være for fem år siden, så havde han fået fire bolde. Det kan godt være, svenskerne synes, det er fattigt kun at give ham to, men det er en mand, der er så meget på retur, at det er utroligt, han kan være så uantastet på den position på et svensk landshold. Meget af spillet løber igennem ham, hvilket også betyder, at tingene bliver sænket. Han er meget skattet i Sverige, men det er nok primært for ting, han tidligere har gjort. Hvis man var så god, så spillede man ikke for Grashoppers. Han har stadig en fantastisk venstrefod, men tingene går simpelthen for langsomt.

Thomas Kahlenberg - 2

- Det ville være for dansk at give Kahlenberg mere end to bolde. Kahlenberg er ikke helt der, hvor han kan være, men han er bare scenevant og jeg synes, vi har haft nogle eksempler med nogle unge folk, som Twitter-segmentet har krævet på banen, fordi en eller anden har spillet en god kamp i Superligaen eller lavet en god dribling nede i Frankrig. Og så går det bare slet ikke, når de kommer ind og skal leverer. Vi så det med Sisto i Parken mod Albanien og Rasmus Falk for nogle år siden. Kahlenberg vil ikke være det mindste smule påvirket af at skulle spiller foran over 40.000 mennesker i Sverige i så vigtig en kamp. Tror også, han vil være mindre påvirket af det end Højbjerg.

Oscar Lewicki - 2

- Lewicki er en udmærket spiller, men er kun i spil, da Albin Ekdal fra HSV er skadet. Han er en af Malmös bedste spillere og har spillet en del Champions League. Hans statistik for landsholdet tager sig lidt mere imponerende ud, end den egentlig er. Svenskerne tæller ligalandsholdskampe med, så han er noteret for seks A-landsholdskampe, men har reelt set kun spillet to.

Michael Krohn-Dehli - 3

- Han får spillet en del i Sevilla, selvom han ikke er fast mand dernede. Har lidt af samme syndrom som Eriksen, hvor han ikke har været i stand til at tage niveauet fra klubholdet med ind på landsholdet.

Erkan Zengin - 2

- Zengin spiller på det svenske landshold i mangel af bedre. For at give et indtryk af, hvor han står som spiller, så er han siet fra Champions League-truppen i Olympiacos. En ganske, ganske ordinær spiller.

Emil Forsberg - 3

- Han spiller væsentligt mere end Yussuf Poulsen I RB Leipzig og scorer en del mål. Han er en komet i Sverige. Han har noget dynamik og power. Ham skal vi altså passe på. Han var rigtig god mod Rusland i kvalifikationen.

Martin Braithwaite - 2

- Braithwaite mangler at stadig at sætte et reelt aftryk på det danske landshold og er primært med på grund af hans gode fart. Han gør det ganske fornuftigt i Frankrig, men vi kan jo ikke se tilbage på nogen landskampe, hvor man tænker ’wow’. Men der er brug for nogen, der er hurtige og kan søge dybden. Vi skal have én, der kan give noget fart. Men han er jo ikke noget stort internationalt kort at spille.

Marcus Berg - 3

- Han laver mange mål i Grækenland. Det er en liga, der højere rangeret end Superligaen og den bedste svenske række, så helt tosset er det ikke. Han laver bare mål. Han har været tæt på at blive topscorer dernede flere gange.

Christian Eriksen - 4

- Eriksen er vores bedste internationale kort, uden at han HELT oppe blandt de allerbedste. Problemet er helt åbenlyst at få overført hans niveau fra Tottenham til landsholdet. Eriksen er blandt de absolut bedste i Premier League, i den øverste fjerdedel af spillerne i den liga. Men vi har også her i landet den forkerte opfattelse, at Eriksen styrer det hele i Tottenham. Det gør han ikke. Det har de andre typer til. Eriksen er ’bare’ en god fodboldspiller, ikke en stor personlighed. Han skal have plads til at være sig selv. På landsholdet har folk haft for travlt med, at han skal være alt muligt andet.

Zlatan Ibrahimovic - 5

- Han skal helt indiskutabelt have fem bolde. Han er muligvis ikke helt der, hvor han var for et par sæsoner siden, men scorer jo stadig mål på samlebånd. Det er stadigvæk en verdensklassespiller. Bomber løs i Frankrig og har også bombet løs i kvalifikationsturneringen for Sverige. Det er den selvfølgelig den største internationale profil, der er med i de to playoff-kampe.

Nicklas Bendtner - 2

- Det er jo dybest set en reservespiller fra Wolfsburg. Han har haft en uheldig evne til at vælge adresser, hvor han lige præcis ikke har niveauet til at være sikret fast spilletid. Ville gerne give ham tre bolde, men jeg har set ikke meget fra ham, der kan retfærdiggøre det.