Det er ikke kun Danmark og Sverige, der skal kæmpe i playoff-kampene om en plads ved næste sommers EM-slutrunde i Frankrig. Seks andre landshold skal deles om de tre øvrige pladser.
DR Sporten har allieret sig med et panel af fodboldeksperter, og de er stort set enig om, hvem der tager de fire EM-pladser. Ukraine møder Slovenien, Bosnien har Irland, mens Norge skal møde Ungarn.
Enige er eksperterne også om, at det bliver uhyggeligt tæt mellem Danmark og Sverige. Men pilen peger alligevel på Dannebrog, når alle mellemregninger er gjort.
Morten Bruun, fodboldkommentator på Kanal 6 og 6’eren
- Jeg ville undre mig, hvis jeg så nogen sige noget som helst andet end fifty-fifty. Det er også sådan, jeg har det. Jeg kan simpelthen ikke se noget, der adskiller Danmark og Sverige markant. Det skulle måske være Ibrahimovic overfor Bendtner, hvis man laver lige præcis den sammenligning.
- Men der er også steder på banen, hvor vi ser skarpere ud end dem. For eksempel i det centrale forsvar. Min umiddelbare reaktion var, at det her bliver spektakulært, men jeg er jo også ansat ved en rettighedshavende tv-station. Men jeg gad nok møde den dansker, som hellere ville have set en kamp mod Ukraine, Ungarn eller Bosnien. Den dansker findes ikke.
Morten Bruuns bud på de fire playoff-vindere: Ukraine, Norge, Irland og Danmark.
Andreas Kraul, fodboldkommentator på DR Sporten
- Jeg kan simpelthen ikke sige andet, end at det er fifty-fifty. Det er to hold, der er så lige, og det er to hold, der kommer på bagkant af et dårligt efterår med kritik. Så ingen af holdene har selvtillidsmomentum. Det har været en skuffelse for begge hold.
- De har lidt større individuel styrke i skikkelse af Zlatan, vi har lidt mere historik med os. Det er så lige, at det må være nede i promiller. Der måske den lille detalje med, at Danmark slutter hjemme. Det kan måske spille ind.
- En af mine største oplevelser som radiokommentator var, da Danmark kvalificerede sig til VM i Sydafrika på hjemmebane i Parken mod Sverige, hvor Jakob Poulsen sparker sejrsmålet ind på langskud bag Andreas Isaksson. Vi stod i kommentatorboksen og sang nærmest med. Lige nu på denne søndag har jeg en fornemmelse af, at det bliver nogle store aftener, og jeg tror, vi tager dem.
Andreas Krauls bud på de fire playoff-vindere: Ukraine, Norge, Bosnien og Danmark.
Morten Crone, fodboldredaktør på BT
- Det er fifty-fifty. Jeg synes, Danmark og Sverige har været i nogenlunde sammenlignelige grupper. Sverige måske i en lidt bedre gruppe end Danmark, men de har klaret sig nogenlunde på samme måde, og står nogenlunde samme sted.
- De har været udsat for en masse kritik fra medier og offentlighed, og de har nogle spillere, som burde kunne klare sig på et højere niveau, end de gør. Og så er spillerne – med undtagelse af Ibrahimovic – bare på nogenlunde samme niveau, som man også kan se på de klubhold, de repræsenterer. Så to fuldkommen lige hold, som kender hinanden sindssygt godt. Der er ikke nogen, som kan have det store overtag rent taktisk.
Morten Crones bud på de fire playoff-vindere: Ukraine, Norge, Irland og Danmark.
Niels-Christian Frederiksen, fodboldkommentator på TV 3 Sport
- Det er fifty-fifty. Vi skal for Guds skyld undgå den debat, der var under U21-EM, hvor det nærmest bliver skreget op til, at vi er Europas latinere, mens Sverige er Europas nordmænd. At vi spillere lækrere fodbold end dem. Hvis vi har den indstilling, så taber vi.
- Jeg tror, vi klarer den. Men det bliver dælme med tænders gnistren og grim fodbold, hvis vi skal slå dem. Er vi indstillet på, at det bliver grimt og med fight, så tror jeg, vi slår dem.
Niels-Christian Frederiksens bud på de fire playoff-vindere: Ukraine, Norge, Bosnien og Danmark.
Den første kamp mellem Sverige og Danmark spilles på Friends Arena i Stockholm lørdag 14. november. Der er returopgør i Parken bare tre dage senere tirsdag 17. november. Begge kampe spilles klokken 20.45.
Du kan læse meget mere om kampen her på dr.dk/sporten, mens der også bliver stillet skarpt på opgøret i LIGA på P3.