Talentet har ikke været til at tage fejl af, men Kasper Dolbergs karriere har alligevel aldrig rigtig taget fart, selvom han flere gange har taget tilløb til det.
En lovende tid i storklubben Ajax gav de danske landsholdsfans forhåbninger om, at landsholdet havde fundet sin nye topangriber, og selvom det så ud til, at han fik sit endelige gennembrud i rødt og hvidt med tre mål til EM i 2021, blev han i kvalifikationen til sommerens slutrunde i Tyskland overhalet af Rasmus Højlund.
Efter et par mislykkede ophold i først franske Nice og siden Sevilla og Hoffenheim virker det dog til, at han har genfundet målformen i Anderlecht med 12 mål i sæsonen og to hattrick – et i ligaen og et i pokalturneringen.
- Jeg tror, det skyldes en kombination af nogle forskellige ting. Jeg er selvfølgelig kommet ind i en rytme, hvor jeg har det godt også fysisk, og jeg spiller på et hold, der fungerer lige for tiden, forklarer Kasper Dolberg om sin opblomstring i Belgien.
Han har dog stadig til gode at tage målformen med til landsholdssamlingerne, og han har stadig til gode at score for Danmark i 2024 i 12 forsøg.
- Jeg håber selvfølgelig på at kunne få et par kampe i træk og også få scoret et par mål også, det er ved at være længe siden, det er jo ikke nok bare at score mål i Belgien.
Glædeligt gensyn med landstræneren
Den gode klubperiode begyndte allerede sidste sæson med skiftet til Anderlecht i sommeren 2023. Her scorede Kasper Dolberg 15 mål under den daværende træner i klubben, Brian Riemer, der siden har overtaget tøjlerne på landsholdet.
Hvordan skal man lige beskrive sin chef, når han står lige ved siden af. Det dillema stod Kasper Dolberg i, da han skulle fortælle, hvordan det er at spille under Brian Riemer.
Derfor har den danske taktiker allerede et godt kendskab til Dolberg og ved, hvordan han skal håndteres.
- Det er jo en spiller, du skal lære at forstå. Kasper er jo ikke den udadvendte, udfarende type, men det betyder jo ikke, at du ikke brænder indvendigt. Det er det, som nogle gange kan blive misforstået.
- Han brænder lige så meget indvendigt som alle de andre. Han har bare en anden måde at udtrykke det på. Forhåbentligt ser vi, at han bygger videre på sin rigtigt gode form og bruger det på det danske landshold, siger landstræneren
Angriberen glæder sig også selv over gensynet, selvom det er på et nyt hold.
- Jeg ved jo, hvad Brian forventer af mig, og hvordan han ser mig som spiller. Men det er jo et nyt hold, det er ikke Anderlecht, så der er fokus på nogle andre ting, men selvfølgelig håber jeg at tage målene med.
Kasper Dolberg og herrelandsholdet spiller fredag aften mod europamestrene fra Spanien i den første af to afgørende Nations League-kampe.