Det danske fodboldlandshold rykker træningen til Sverige

Fodboldlandsholdets næste tre træningspas foregår i Malmø i Sverige efter kampen mod Panama, skriver DBU.

Det danske landshold skal de næste tre dage træne i Sverige. (Foto: © LISELOTTE SABROE, Scanpix)

Problemerne med græsset på de danske fodboldbaner er så store, at landsholdet nu rykker til Sverige.

Fredag, lørdag og søndag bliver træningen således flyttet til Malmø, hvor landsholdet skal forberede sig til træningskampen mod Chile på tirsdag.

Det skriver Dansk Boldspil-Union (DBU) i en pressemeddelelse.

Forinden venter der dog en test mod Panama torsdag aften på Brøndby Stadion.

Tidligere på ugen var et kraftigt snefald medvirkende til, at landsholdsledelsen besluttede at droppe en planlagt træning i Brøndby.

I stedet afviklede man et fysisk træningspas indendørs.

/ritzau/