Det danske U21-landshold er under stort pres inden onsdag aftens EM-kamp mod Tyskland. Danskerne tabte 2-0 i deres første kamp i turneringen til et stærkt italiensk U21-landshold og det bliver næppe meget lettere mod naboen fra syd, der i deres åbningskamp besejrede Tjekkiet 2-0.
Trods nederlaget til Italien, så er stemningen god i den danske lejr, hvor man nok ærgrer sig over resultatet mod italienerne, men til gengæld glæder sig over de positive elementer i selv spillet.
- Præstationen i store dele af kampen mod Italien kan vi bruge til noget. Set i forhold til, hvilken modstander, vi havde med at gøre, så stod vi godt defensivt og formåede faktisk at holde dem fra de helt store chancer, siger Grasshoppers-spilleren Lucas Andersen.
- Derudover fik vi også set, hvad der skal til for at skabe muligheder mod så stærk en modstander.
Netop her haltede det for Danmark mod Italien. Selvom danskerne i perioder var godt med i kampen, så blev der stort set ikke skabt nogen chancer.
Det skal der laves om mod Tyskland, hvor en sejr er påkrævet, hvis Danmark skal bevare muligheden for at gå videre fra gruppespillet.
- Vi skal være endnu mere kreative og turde endnu mere. Vi skal turde at sætte en mand eller lave en lidt risky aflevering og rykke flere mand frem mod og ind i feltet, hvor størstedelen af alle mål blive scoret, siger Lucas Andersen, der spillede en fornuftig kamp som 10'er mod Italien, men også var et godt billede på den danske præstation.
Tyskerne er favoritter
Den elegante nordjyde var boldfast, men fik aldrig lavet det afgørende gennembrud eller den helt skarpe aflevering, der kunne bryde Italiens defensiv op.
- Vi føler selv, at vi fik vist mod Italien, at vi har noget at sige mod de store hold. Hvis vi lige kan lægge de sidste procenter på mod Tyskland, så er jeg også sikker på, at vi kan stå med de tre point efter kampen, siger Lucas Andersen, der trods optimismen er med på, at et dansk landshold altid vil være underdog, når det står overfor et tysk.
- Hvis vi tager det spiller for spiller og ser på deres kvalifikation, hvor de vandt alle deres kampe, så siger det sig selv, at Tyskland er et sindssygt godt hold.
Seneste møde mellem de to U21-landshold var ved EM-slutrunden i Tjekkiet i 2015. Her vandt Tyskland 3-0 på mål af Kevin Volland (2) og Matthias Ginter.
Tyskland - Danmark spilles klokken 20:45 og kan ses på Kanal5.