Delaney: Jeg vil bide mig fast på landsholdet

FC Københavns anfører, Thomas Delaney, som er blevet udtaget til det danske A-landshold, føler sig mere moden.

Thomas Delaney har været sit holds bedste i nærmest samtlige kampe i denne sæson. Det er ikke gået forbi landstræner Morten Olsen. (Foto: © Jens nøRgaard Larsen, Scanpix)

Tirsdag blev FC Københavns midtbanespiller Thomas Delaney endnu engang udtaget til det danske A-landshold, hvor han indtil videre har spillet tre kampe.

En udtagelse, som FCK-anføreren er glad for, og som også giver blod på tanden.

- Det er et dejligt skulderklap. Nu er jeg jo blevet udtaget nogle gange efterhånden, så det er dejligt med noget kontinuitet i udtagelserne, og så gælder det om at bide sig fast og få noget mere spilletid, siger Delaney til klubbens hjemmeside.

Han fortæller, at landsholdet er en stor motivationsfaktor for ham i det daglige, og at han taler med landstræner Morten Olsen om sin egen udvikling.

- Det er et af mine store mål og en stor motivation for mig. Jeg har ind imellem samtaler med Morten om, hvad jeg skal gøre bedre i mit spil for at udvikle mig.

- Og vi er heldigvis enige i de forskellige fokuspunkter, så det er meget det samme, jeg skal udvikle i både klub- og landsholdsregi, forklarer Delaney.

En modnet anfører

Det seneste år har han været inde i en stabil periode som fast mand og anfører for FCK.

- Jeg tror, at det handler om, at jeg er blevet ældre. Jeg er blevet mere bevidst om de rigtige ting både på og uden for banen.

- På banen har det jo handlet om at vide, hvornår man ikke behøver at gøre tingene sværere for sig selv, og der har kontinuiteten, at jeg har været med kamp efter kamp, hjulpet.

- Og det har også været vigtigt, nu jeg er blevet anfører. Det ansvar har nok også haft en indflydelse, siger han.

Delaney er med i truppen for Danmark, der spiller hjemme mod Albanien og ude mod Armenien i to meget vigtige EM-kvalifikationskampe 4. og 7. september.

/ritzau/