Det er få dårlige ord, der bliver kastet Thomas Delaneys vej for tid. Alene i denne uge er han blevet kåret til Årets Superligaspiller og valgt til ugens hold i Bundesligaen af fodboldmagasinet Kicker.
Der var dog pres på allerede fra start af, da han ved årsskiftet skiftede de trygge rammer hos FC København ud med Werder Bremen. Tyskerne var truet af nedrykning, og de havde brug for en spiller, der kunne løfte holdet.
- Der var høje forventninger. For nogle var det lidt en frelser, der skulle komme. Det har jeg prøvet at skrue lidt ned for. Det gode ved Werder Bremen er, at der har været mange danskere, som har gjort det godt. Så de kan godt lide danskere på forhånd, siger Thomas Delaney.
Forandringer i Tyskland
Fodboldglade Tyskland har da også givet midtbanedynamoen en del nye prøvelser, som han var nødt til at vænne sig til.
- Der er en del flere medier i Tyskland og en del flere aviser, som skriver om vores klub, så man skal selvfølgelig også passe på med at læse alt, når man har tabt 3-2 til Augsburg i sidste minut, forklarer Thomas Delaney.
Det er ikke kun uden for banen, at der er sket forandringer i Delaneys karriere. Også rent spillemæssigt har der været et par ting at vænne sig til.
- Jeg har skulle spille en anden form for fodbold. I FCK spillede vi lidt mere med lange bolde og bolde i bagrummet. Her i Werder Bremen er det lidt mere spil i fødderne. Så på den måde har jeg en masse ting, som jeg skulle lave om på, men det er også sundt at få rystet op i ens spillestil, siger den danske midtbanespiller.
Delaney og Werder Bremen ligger over nedrykningsstregen, men der er kun to point ned til HSV på den forkerte side trods fem kampe uden nederlag.