19-årige Kasper Dolberg fik landsholdsdebut for Danmark, da Kasakhstan blev besejret med 4-1.
Men det var ikke kun landstræner Åge Hareide, der havde fået den gode idé, at den unge angriber skulle sendes på banen.
Mere end 17.000 forventningsfulde tilskuere råbte, at landstræneren skulle give Kasper Dolberg debut undervejs i kampen.
- Jeg hørte godt folk råbe efter mig. Det var en dejlig følelse, jeg fik i kroppen, da jeg hørte det, fortæller Kasper Dolberg.
Kasper Dolberg blev sendt på banen i stedet for Andreas Cornelius med små ti minutter igen af opgøret.
- Der gik så mange tanker gennem mit hoved, da jeg løb på banen, så jeg tror ikke helt, jeg opfattede, hvad der skete. Jeg kunne selvfølgelig godt høre, at der var lidt ekstra larm, så jeg havde da lidt svært ved ikke at smile, siger Kasper Dolberg.
Kasper Dolberg har lavet otte mål i alle turneringer for Ajax i denne sæson.