DBU stor-roser klubberne for at udvide Superligaen

Dansk Boldspil-Union er svært begejstret for klubbernes fælles fodslag for en ny Superliga.

Glen Riddersholm og de øvrige Superliga-trænere skal til at vinke farvel til den nuværende ligastruktur. (Foto: © Lars Rønborg, Getty Images)

14 hold, et decideret slutspil, et nedrykningsspil i to puljer - og mere spænding hele sæsonen.

Det er nogen af de vigtigste brikker i det nye puslespil i dansk topfodbold. Formanden for Dansk Boldspil-Union, Jesper Møller, roser arbejdet med den nye struktur.

- Jeg vil godt rose Divisionsforeningen og klubberne for et grundigt, ambitiøst og spændende arbejde med at udvikle en ny struktur for Alka Superligaen, der kan styrke dansk fodbold samlet set - til glæde for både klubber og fans. Det har været en god proces, hvor det hollandske firma Hypercube har stået for udvikling af konceptet med rigtig god involvering og input fra alle parter i fodbold-danmark, siger Jesper Møller.

'Dronningerunde' forude

DBUs bestyrelse skal endeligt godkende den nye struktur på et ekstraordinært bestyrelsesmøde, men det ligner blot en formalitet.

 -Det er i alles interesse at få en hurtig - men også grundig - behandling og afklaring for den nye struktur i Alka Superligaen. Det er historisk, at alle klubber er nået til enighed og vi skylder alle i dansk fodbold en hurtig beslutning, siger DBU's formand.