DBU slår fast: 'Forhandlingerne er udsat til næste uge'

Der er ikke ikke udsigt til nye forhandlinger i landsholdskonflikten inden søndagens Nations League-kamp mod Wales, lyder det fra DBU.

Alt tyder på, at en række divisionsspillere onsdag aften skal forsvare de rød/hvide farver i landskampen mod Slovakiet onsdag.

Og med mindre landsholdsspillerne går med til en midlertidig aftale i konflikten mellem DBU og Spillerforeningen, bliver det også et sekundalandshold, som skal i aktion i søndagens opgør mod Wales.

DBU's to topbosser, direktør Claus Bretton-Meyer og formand Jesper Møller, slår fast, at der ikke bliver indledt nye forhandlinger om en landsholdsaftale fra forbundets side, så længe de forestående landskampe ikke er afviklet.

- I lørdags blev jeg mødt af en enstemmig bestyrelse, som holdt fast i det samme princip, som vi altid har haft: Vi forhandler ikke, når der skal spilles fodbold. Og vi er den situation nu, at vi skal stille det stærkeste mulige hold, og det er vi i fuld gang med.

- Og så må vi kigge på situationen, når de fem kampe, der i øjeblikket skal spilles, er afviklet - herunder både kvindernes kamp i aften, U21-landsholdet i morgen, herrelandskampen på søndag og en U21-landskamp på tirsdag, siger Claus Bretton-Meyer til DR Sporten.

Jesper Møller bakker sin direktør op og lukker dermed også døren for nye forhandlinger i løbet af ugen. De må vente til, at Danmark har spillet kampen søndag mod Wales, som er den første kamp i det europæiske fodboldforbund, Uefa's, nye format, Nations League.

- Nu skal vi have afviklet landskampene først, og så må vi se, hvad der sker efter på søndag.

- Vi følger Uefa's instrukser, og de er: Find nogle spillere, få dem sendt til Slovakiet, afvikl kampen, ellers kommer vi efter jer. Så det er det, vi har brugt tiden på, så vi kan se os selv i spejlet. Vi har gjort alt, hvad vi kan for at stille hold, siger Jesper Møller til DR Sporten.

Landskampen mod Slovakiet spilles kl. 20.45 og kan ses direkte på Kanal 5. Du kan også følge opgøret direkte på P3 og på dr.dk.

I videoen øverst i artiklen kan du først se DBU's direktør Claus Bretton-Meyer og herefter formand Jesper Møller forholde sig til forhandlingerne.