Det danske landshold og DBU vil af med det støvede og lidt triste image, og vil igen være populære blandt danskerne. DBU's nye direktør, Claus Bretton-Meyer, vil lægge en ny linje.
- Overskriften på den grundfortælling er 'En del af noget større'. Jeg skal være den første til at indrømme, at opfattelsen af DBU i dag både er noget utydelig og ikke forbundet med en brandmæssig stærk værdi, siger Claus Bretton-Meyer, der vil inddrage hele organisationen i imageskiftet.
- Alle trænere rundt omkring landsholdet - inklusiv Morten Olsen - er ude og tale med spillerne om, hvordan de lever op til det her. Spillerne har naturligvis en vigtig rolle. Nærhed til fansene, svare på spørgsmålene, komme ud og få givet nogle autografer og komme tæt på og fortælle noget om deres hverdag.
Det nye motto lanceres, når Danmark d. 3. september spiller testkamp mod Tyrkiet i Parken.