Der er fortsat gang i oprydningen i Dansk Boldspil-Union (DBU).
Efter at formand Allan Hansen og generalsekretær Jim Stjerne Hansen er stoppet, mens kommunikationschef Lars Berendt blev fyret, forlader yderligere to chefer deres stilling.
Det drejer sig om elitechef John Helt og udviklingschef Poul Gilling, der begge er blevet fyret og fratræder med øjeblikkelig virkning.
Det sker i forbindelse med en omorganisering af DBUs organisation.
- Vi skylder både John og Poul en stor tak for deres indsats gennem årene, hvor de har gjort et stort stykke arbejde for DBU og dansk fodbold.
- Vi ønsker en anden retning på deres områder og har derfor valgt at sige farvel, siger DBUs administrerende direktør, Claus Bretton-Meyer, til DBUs hjemmeside.
Stillingen som udviklingschef bliver nedlagt, mens stillingen som elitechef skal omdefineres og slås op, meddeler direktøren.
Peter Rudbæk er foreløbig konstitueret som elitechef, mens Claus Bretton-Meyer selv er ansvarlig for udvikling, indtil arbejdsopgaverne på det område bliver fordelt senest den 1. november.
Samtidig bliver Kenneth Reeh stedfortræder for Claus Bretton-Meyer.
- I forbindelse med omorganiseringen udnævnes Kenneth Reeh som næstkommanderende og stedfortræder for administrerende direktør, Claus Bretton-Meyer, hedder det på DBUs hjemmeside.
/ritzau/