Samarbejdet mellem spillerne på landsholdet og ledelsen i Dansk Boldspil-Union (DBU) nærmer sig frysepunktet.
Henover de seneste par dage har Christian Eriksen, William Kvist og Simon Kjær på vegne af spillertruppen rejst en hård kritik af det, de kalder mangel på professionalisme i DBU.
Blandt andet skulle der have været problemer med maden forud for VM-kvalifikationskampen mod Polen, og så er der utilfredshed med sundhedssektoren omkring det danske landshold.
Særligt kritikken af sundhedssektoren, der bliver rejst i dagens udgave af Ekstra-Bladet, falder DBU’s direktør, Claus Bretton-Meyer for brystet.
- Jeg må igen sige, at det er stærkt problematisk, at vi diskuterer enkeltpersoner i pressen. Behandlere, som bliver udstillet her, det synes jeg simpelthen ikke er fair. Der er folk på holdet, der behandler både OL-atleter og i Superligaen.
- Det her er ikke pænt for hverken spillerne eller DBU, og i sidste ende heller ikke for de medarbejdere, der bliver hængt ud her, så det skal vi have løst hurtigst muligt, siger han til DR.
DBU har for at imødegå spillernes individuelle behov tilladt, at nogle af dem medbringer deres egne behandlere til landsholdssamlingerne.
Det skal ses som et udtryk for et ønske om at imødekomme spillerne, men ikke som mangel på tillid til egen behandlerstab, understreger Claus Bretton-Meyer.
Lodret sludder
At der i DBU skulle sidde kræfter, der modarbejder en dansk kvalifikation til VM, som spillerne har antydet, giver DBU-direktøren ikke meget for.
- Det er lodret sludder. Der er ikke nogen tvivl om, at alle i DBU arbejder stenhårdt for at komme med til VM.
Til trods for de knubbede ord, der er udvekslet mellem de fire repræsentanter i spillerrådet og ledelsen i DBU, vil Claus Bretton-Meyer nu forsøge at samle de fire spillere til et møde for at få renset luften.
Om end han er uforstående over for den måde, som kritikken er blevet rejst på i medierne.
- Jeg er brandærgerlig og overrasket over, at vi ikke får henvendelsen direkte. Det synes jeg ville have klædt os alle sammen.
- Som udgangspunkt er jeg rigtig ked af, at vi er havnet i den her situation, og det har også betydet, at jeg med det samme har taget kontakt til William Kvist, Simon Kjær og Christian Eriksen og Kasper Schmeichel med henblik på at finde ud af, hvad det her egentlig drejer sig om, siger han.