DBU-direktør: Jeg ønsker en VM-ottendedelsfinale

Claus Bretton-Meyer ser frem til fest, når Danmark ved VM møder Frankrig på årsdagen for EM-triumfen i 1992.

DBU's direktør Claus Bretton-Meyer ser fundamentet til, at Danmark kan gå videre fra VM-gruppen. (Foto: © liselotte sabroe, Scanpix)

Et af 2018's sportslige højdepunkter bliver sommerens fodbold-VM i Rusland, hvor Danmark er blandt de 32 nationer efter at have misset VM i 2014.

Danmark kvalificerede sig gennem den samlede playoffsejr på 5-1 over Irland. Det var kulminationen på et år, hvor landsholdet ikke tabte en eneste kamp.

På den baggrund har Dansk Boldspil-Unions (DBU) direktør, Claus Bretton-Meyer, forventninger til et avancement fra gruppe C, der ud over Danmark tæller Frankrig, Peru og Australien.

- Vi skal have tre gode kampe til at starte med, men jeg vil mene, vi har fundamentet til at nå ottendedelsfinalen. Det er mit ønske.

- Vi kender endnu ikke Peru og Australien så godt. Den sidste kamp mod Frankrig kan blive en spændende forløsning på årsdagen for EM-triumfen i 1992. Det bliver en oplevelse, siger Claus Bretton-Meyer.

Ny filosofi

Han er imponeret over landsholdets 2017, efter den resultatmæssigt svære start for Hareide i 2016.

- At herrerne kommer til VM og ikke taber en kamp i et helt år, det er godt nok længe siden.

- Åge Hareide har sammen med Jon Dahl Tomasson (assistenttræner, red.) formået at lave et retningsskifte med en filosofi om hellere at vinde 5-4 end 1-0, roser Bretton-Meyer.

Spørgsmål: Har Hareide givet køb på noget af den "røde tråd", som blev lanceret under forgænger Morten Olsen?

- Jeg tror, at man er i gang med at tage de gode ting fra den røde tråd og krydre dem med det bedste fra moderne talentudvikling, siger Bretton-Meyer.

Danmark spiller sine tre gruppekampe i Saransk, Samara og Moskva, og DBU-direktøren håber, at mange danske fans vil rejse til Rusland og skabe en fest.

- Vi har været heldige med placeringen af spillebyer. Det kunne have været meget værre, men det er selvfølgelig stadig mere kompliceret at rejse til Rusland end eksempelvis Tyskland eller Frankrig. Men vi håber ikke, at det virker afskrækkende.

- Det er normalt svært at komme ind i Rusland, men når man søger om billet, får man et fan-id, der kan bruges som visum, hvilket gør det lettere.

- Vi vil samarbejde med rejseselskaber, så det bliver lettere at rejse med fly derover, lyder det fra DBU's direktør.

VM spilles fra 14. juni til 15. juli.

/ritzau/