Danmark var på hælene mod Serbien, erkender Christian Eriksen

Den danske midtbanespiller blåstempler indsatsen, som sendte landsholdet i Nations League-kvartfinalen.

Spillerne var ifølge Christian Eriksen glade for den fighterindsats, de fik leveret. (Foto: © Ulrik Pedersen, Associated Press)

Den danske kvartfinaleplads var til tider under pres i Serbien, men det fik ikke Christian Eriksen til at tvivle på avancement.

For selvom landsholdet mandag aften måtte kæmpe for avancementet til knockoutfasen af Nations League, var fornemmelsen god i størstedelen af 0-0-kampen.

- Vi har chancerne, vi skal have, for at score og vinde kampen. Jeg synes, at vi i perioder kommer på hælene, hvor de spiller nogle lange bolde. I store perioder har vi egentlig styr på det, siger Christian Eriksen til TV 2 Sport.

Det er første gang i landsholdsturneringens seksårige levetid, at Danmark er videre fra gruppespillet. De rød-hvide bliver samtidig på øverste niveau i Nations League og er topseedet til den kommende VM-kvalifikation.

Jannik Vestergaard i en af flere dueller mod Serbiens Dusan Vlahovic. (Foto: © ANDREJ ISAKOVIC, Ritzau Scanpix)

Serbien pressede blandt andet Danmark ved at sende en masse indlæg i retning af gæsternes målområde. Her stod Jannik Vestergaard dog godt placeret i forsvaret og kunne afværge de fleste scoringsforsøg fra "vanskelige" Serbien.

- De har nogle ekstreme spidskompetencer. Jeg synes, vi fik bedre styr på det i anden halvleg. I første halvleg kæmpede vi lidt med det, og de kom meget nemt til indlæg. Der er de bedre end nogen andre, tror jeg, siger Jannik Vestergaard til TV 2 Sport.

Riemer vil vinde Nations League

Mandagens uafgjorte resultat betyder, at Danmark går videre til Nations Leagues knockoutfase som nummer to i gruppe fire. Spanien sluttede som nummer ét og er ligesom danskerne videre fra gruppespillet.

- Vi vil gerne vinde noget. Vi vil vinde Nations League, siger Brian Riemer til Bold.dk. (Foto: © Bo Amstrup, Bo Amstrup / Ritzau Scanpix)

Dermed skal landsholdet spille kvartfinale til marts, og man bliver klogere på modstanderen, når der fredag trækkes lod. Og står det til landstræner Brian Riemer, må det gerne blive et andet landshold end det tyske.

- Tyskerne er et hold med meget individuel kvalitet. Og så ved man altid, at tyskerne vil være klar på opgaven, siger Brian Riemer i et interview med Bold.dk.

Han ser langt hellere et møde med enten Frankrig eller Portugal, som Danmark tidligere har haft "held med at drille". Uanset hvad ser landtræneren frem til slutfasen af Nations League, som han har til mål at vinde.

- Vi vil gerne vinde noget. Vi vil vinde Nations League, siger Brian Riemer til Bold.dk.

Mens Spanien og Danmark skal spille kvartfinaler i Nations League næste år, rykker Schweiz ned til andet lag, mens Serbien skal spille playoffkampe for at fastholde pladsen i øverste lag.