Danmark helt i hvidt mod Malta

Danmark har valgt at stille op til kampen mod Malta helt i hvidt i stedet for de sædvanlige røde hjemmebanetrøjer.

Christian Poulsen, Martin Laursen og Daniel Agger i vild jubel under kampen mod Portugal (Foto: © Nacho Doce, Scanpix)

Det bliver et dansk hold helt i hvidt ligesom i succeskampen mod Portugal, der går på banen mod Malta i aften.

Normalt vil Danmark ellers spille i røde trøjer og hvide bukser på hjemmebane. Men Maltas udebanedragt har hvide trøjer og røde bukser, og det vil dommeren ikke acceptere.

Derfor kunne de to hold vælge mellem at spille helt i hvidt eller helt i rødt. Her måtte Danskerne vælge først, fordi de har hjemmebane, og lidt usædvanligt valgte holdet de hvide dragter ifølge dbu's hjemmeside, fordi den falder i flere af spillernes smag.