Danmark får med garanti en skrækmodstander: Men hvem skal vi være mindst bange for?

Fredag er der lodtrækning til kvartfinalerne i Nations League, og Danmark skal uanset hvad møde en stærk nation.

Den danske modstander bliver fundet ved en lodtrækning fredag klokken 12.00. (Foto: © Ida Marie Odgaard, Ritzau Scanpix)

Uanset hvad bliver det superfedt - men det bliver også supersvært.

Det vurderer DR Sportens fodboldkommentator Andreas Kraul, som lige så mange andre glæder sig til kende fodboldherrernes skæbne fredag klokken 12.

Da er der lodtrækning til Nations Leagues kvartfinaler, hvor Danmark skal op imod enten Portugal, Tyskland eller Frankrig.

- Det er pest, kolera eller tyfus, siger Andreas Kraul.

Han håber på et møde med Portugal og den aldrende stjerne Cristiano Ronaldo over to kampe til marts.

- Det er med hjertet. Tænk sig at få Cristiano Ronaldo til Parken, hvor han har optrådt en del gange, til en måske sidste kamp. En slags farvel-tour, hvor han også lige kommer forbi Danmark, siger Andreas Kraul.

Herunder kan du læse Andreas Krauls vurdering af sandsynligheden for en dansk sejr over de tre mulige kvartfinalemodstandere:

Frankrig: 25 procents sandsynlighed for dansk sejr

Stjerneangriberen Kylian Mbappe er røget i unåde på det franske landshold og har ikke været udtaget på det seneste, men nationen råder over så mange profiler, at det stadig er en voldsom modstander for Danmark. (Foto: © Ralf Ibing, Ralf Ibing/picture-alliance/dpa/AP Images)

- Jeg har en mærkelig forestilling om, at et hold med så mange profiler måske ligger meget godt til Danmark. Og så er det heller ikke så længe siden, vi mødte dem i Nations League og vandt. Men de har en trup, der er så skræmmende, at jeg heller ikke kan tillade mig at svinge mig højere op end 25 procent.

Portugal: 24 procents sandsynlighed for dansk sejr

Cristiano Ronaldo scorede to mål og lavede en assist, da Portugal slog Polen i Nations League i sidste uge. (Foto: © ALEKSANDRA SZMIGIEL, Ritzau Scanpix)

- Det kan både lyde højt og lavt, når man tænker på, hvor gode Portugal er, men jeg synes, at Danmark har været konkurrencedygtige mod alle - selv mod Tyskland på udebane i en EM-ottendedelsfinale. Portugal er et godt og boldbesiddende hold, så det bliver svært.

Tyskland: 23 procents sandsynlighed for dansk sejr

Jamal Musiala fra Bayern München er en af Tysklands helt store profiler. Her jubler han over en scoring i sejren på 7-0 over Bosnien-Hercegovina. (Foto: © Frank Hoermann / SVEN SIMON, Frank Hoermann / SVEN SIMON/picture-alliance/dpa/AP Images)

- Jeg har en fornemmelse af, at Tyskland er på vej frem. De har ligesom Portugal været helt suveræne i Nations Leagues A-lag og kvast modstanderne. I weekenden vandt Tyskland 7-0 over Bosnien-Hercegovina, og det ser rimelig potent ud. Derudover har Danmark lige mødt dem og tabt, så det er nok den sværeste modstander i en kvartfinale.

Hvem Danmark ender med at skulle møde i kvartfinalen ved vi efter lodtrækningen, som finder sted klokken 12. Du kan holde dig opdateret på appen DR Nyheder.