Et par kendte ansigter vender tilbage til landsholdet i den trup, som i næste uge tager hul på de første af fire testkampe frem mod VM til sommer.
Til kampene mod Panama og Chile har landstræner Åge Hareide nemlig fundet plads til FCK'eren Nicolai Boilesen og Real Betis-spilleren Riza Durmisi, der ikke har været med i de seneste landskampe.
Især Boilesen har været langt væk fra landsholdet i en periode og har ikke spillet en landskamp siden marts 2015.
På forhånd var det sikkert, at der ville være to nye navne i truppen, da de to forsvarspillere Andreas Bjelland og Jannik Vestergaard er skadede.
Åge Hareide fortalte da også indledningsvist, at han havde fokuseret på forsvaret, efter han i playoff-kampene mod Irland havde følt sig nødsaget til at bruge den højrebenede Udinese-spiller Jens Stryger Larsen i venstre side.
Derfor var der også fundet plads til Ipswich-spilleren Jonas Knudsen, der også til dagligt spiller venstre back-positionen.
Hareide vil dog fortsætte, som han slap mod Irland.
- Jens Stryger Larsen kommer til at starte inde, siger han.
Flere havde på forhånd spekuleret i, om Southampton-spilleren Pierre-Emile Højbjerg og Brøndby-spilleren Christian Nørgaard skulle have chancen.
Men ingen af dem kommer med i denne omgang.
24 mand er blevet udtaget, og truppen ser ud som følger:
- •
Målmænd: Kasper Schmeichel (Leicester), Frederik Rønnow (Brøndby) og Jonas Lössl (Huddersfield).
- •
Forsvarsspillere: Simon Kjær (Sevilla), Andreas Christensen (Chelsea), Mathias "Zanka" Jørgensen (Huddersfield), Riza Durmisi (Real Betis), Jens Stryger Larsen (Udinese), Henrik Dalsgaard (Brentford), Jonas Knudsen (Ipswich) og Nicolai Boilesen (FCK).
- •
Midtbanespillere: Thomas Delaney (Werder Bremen), William Kvist (FCK), Lasse Schöne (Ajax), Christian Eriksen (Tottenham), Lukas Lerager (Bordeaux) og Mike Jensen (Rosenborg).
- •
Angribere: Nicolai Jørgensen (Feyenoord), Pione Sisto (Celta Vigo), Andreas Cornelius (Atalanta), Yussuf Poulsen (RB Leipzig), Nicklas Bendtner (Rosenborg), Viktor Fischer (FCK) og Martin Braithwaite (Bordeaux).
Danmark skal til VM møde Peru, og landstræneren har tidligere forklaret, at han derfor særligt har ledt efter sydamerikanske modstandere til testkampene.
Den første af de to kampe spilles den 22. marts mod Panama på Brøndby Stadion, mens kampen mod Chile spilles den 27. i Aalborg.
DBU oplyser, at der indtil videre er solgt 8.000 billetter til kampen mod Panama og 10.000 til kampen mod Chile.
Udover de to kampe skal Danmark også møde Sverige og Mexico i begyndelsen af juni, inden VM i Rusland sparkes i gang for danskernes vedkommende den 16. juni. Her er Peru modstanderen.