Den danske fodboldstjerne Nicklas Bendtner er i dag blevet løst fra sin kontrakt med Bundesliga-klubben Wolfsburg, som han i en periode også har været sat uden for træning. Nu begynder jagten på en ny klub for den danske angriber, og det kræver modne valg, mener hans agent.
- Det er på mange måder en god løsning for Nicklas. Nu gælder det om at træffe modne valg, der finder tilbage til kernen. Og kernen er én ting: at spille og at gøre det godt, skriver agent Ivan Marko Benes på Twitter.
- Vi vil gå grundigt til værks, så Nicklas ender det rette sted. Nu arbejder vi grundigt og fordomsfrit på at finde en rigtig og tryg klub – i god tid, inden transfervinduet lukker, skriver han.
28-årige Nicklas Bendtner kom til Wofsburg fra Arsenal i 2014. Gennem sin karriere har han også optrådt som lejesvend for Juventus, Sunderland og Birmingham, men de største succeser i karrieren, har han oplevet på landsholdet, hvor det er blevet til 29 mål i 72 landskampe.