Armensk stjerne ude mod Danmark

En skade i venstre lår betyder, at armeniernes største stjerne, Henrikh Mkhitaryan, ikke er med mod Danmark i morgen.

Henrikh Mkhitaryan har tidligere voldt danskerne store problemer. (Foto: © Jens nøRgaard Larsen, Scanpix)

Når det danske landshold løber på banen i morgen, så er det mod et svækket armensk landshold. Den armenske stjernespiller, Henrikh Mkhitaryan, har nemlig fået en skade i venstre lår, som vil holde ham ude i 7-10 dage. Det skriver det armenske fodboldforbund på sin hjemmeside.

Den armenske anfører måtte lade sig udskifte efter 38 minutter i torsdagens venskabskamp mod Tjekkiet efter et sammenstød med tjekkernes Marek Suchy. Armenien tabte kampen 3-0.

Siden udskiftningen har der hersket tvivl om, hvorvidt Henrikh Mkhitaryan kunne nå at blive klar til kampen mod Danmark, men efter at have fået foretaget en lægeundersøgle fredag, så står det fast, at han ikke når at blive klar.

Armeniens vigtigste mand

Henrikh Mkhitaryan spiller til dagligt for Manchester United, og er ubestridt den største spiller på det armenske landshold. Han har tidligere scoret to gange mod Danmark, og derfor kommer skaden også til at få stor betydning for søndagens VM-kvalifikationskamp, mener DR Sportens fodboldekspert Andreas Kraul:

- Armenien med og uden Mkhitaryan er to vidt forskellige hold. Han er deres stjerne og talisman, og det giver Danmark klar favoritværdighed søndag aften i parken.

Efter kampen mod Danmark har Mkhitaryan en måned til at komme sig inden næste kvalifikationskamp, hvor Armenien skal op mod Rumænien på hjemmebane.