Gårsdagens terrorangreb rettet mod svenske fodboldfans i Bruxelles har lagt en dæmper på festen hos de 1.900 danske fodboldfans, der er rejst til San Marino for at se Danmarks EM-kvalifikationskamp tirsdag aften.
- Det skulle jo være en fest at gå til fodbold, men nu er det blevet noget mærkeligt noget, siger Johnny Michael Justiniano, der er en af de danske fodboldfans i San Marino, til DR Sporten.
Han fortæller, at han og flere andre har været utrygge ved situationen.
- Det er jo forfærdeligt. Vi håber, det er en syg mands værk, så det ikke er terror, som kan gå videre til andre kampe. Det har vi selvfølgelig tænkt på og talt om.
- Men efter de har pågrebet manden og udtalt, at de ikke mener, det er et led i en større terroraktion i Europa, så har jeg været mere rolig. Vi prøver at lægge det bag os, siger Johnny Michael Justiniano.
Udenrigsminsteriet: Brug jeres sunde fornuft
Myndighederne i San Marino har valgt at skærpe sikkerheden i aften, skriver Bold.dk.
- Efter de forfærdelige begivenheder i Bruxelles har vores politi (Corpo della Gendarmeria di San Marino, red.) naturligvis skærpet opmærksomheden, skriver kommunikationschef Luca Pelliccioni i et svar til sportsmediet.
To svenskere blev dræbt, mens en tredje blev såret i går aftes, da en gerningsmand skød dem, ifølge den svenske statsminister alene fordi de var svenskere.
De grufulde handlinger i Bruxelles får dog ikke Udenrigsministeriet til at ændre på sine retningslinjer til danske fodboldfans, der skal se kampen mellem San Marino og herrelandsholdet i aften.
- Udenrigsministeriet oplyser, at forholdene for rejsende til Italien og San Marino er uændret. Udenrigsministeriet er i dialog med både DBU og lokale myndigheder, og anbefaler fortsat, at man bruger sin sunde fornuft og er opmærksom på mistænkelig adfærd, som man ville være det, hvis man var i Danmark.
- Husk som altid at følge de lokale myndigheders anvisninger, meddeler ministeriet i et skriftligt svar til DR Nyheder.
Danmark møder San Marino kl. 20.45.