Det danske fodboldlandshold har fået maksimumpoint i de tre landskampe i efteråret mod Polen, Armenien og senest Montenegro torsdag aften. Opskriften har indeholdt et dansk hold med lange bolde og masser af fysik, og den taktik har virket for landstræner Åge Hareide.
Men måske er det en god idé at ryste posen lidt til den sidste og afgørende VM-kvalifikationskamp mod Rumænien i Parken på søndag. Det siger DR Sportens fodboldkommentator Andreas Kraul, der ser en mulighed for at overraske rumænerne, som nok vil forberede sig på den fysiske spillestil fra Danmark.
- Hareide skal prøve at tage et skridt videre. Danmark har været meget succesfulde. Vi har vundet alle kampene i efteråret. Spillet fremragende mod Polen, scoret fire mål mod Armenien og vundet en smal og uskøn sejr over Montenegro. Hareide skal tage skridtet videre og finde ud af, hvor man kan gå hen som favoritter hjemme i Parken.
- Vi har spillet det her lidt primitive og effektive spil med lange bolde og meget fysik. Kan vi finde en ny variant og måske bringe nogle nye spillere ind? Skal Lasse Schöne i spil, kan Pione Sisto bruges anderledes, skal Bendtner starte inde? Der er nogle overvejelser.
Ikke midlertidig stil
Det er dog ingen grund til at smide den fysiske spillestil helt i skraldespanden, for vi har tidligere set, at små nationer kan have stor succes med en effektiv taktik, der virker.
- Jeg er lidt træt af, at folk snakker om den her spillestil som noget midlertidigt. Vi vil jo gerne have Danmark med til VM og til at komme langt ved VM. Uanset om vi spiller med lange bolde eller pasningsfodbold, så er det svært at forestille sig, at Danmark skal vinde VM. Men Island kom jo langt ved EM med én bestemt spillestil. Hvis vi har en rigtig god stamme til at spille på denne måde, og vi kan udnytte typer som Cornelius, Yussuf Poulsen og Nicolai Jørgensen, så ville det næsten være misforstået ikke at gøre det.
- Men det er altid sårbart for et fodboldhold kun at kunne spille på en måde. Derfor er det så vigtigt, at Åge Hareide har flere forskellige muligheder. Han har været dygtig til at prøve forskellige ting. Kampen mod Rumænien, hvor de forventer, at vi spiller på én måde, ville være en god mulighed for at prøve noget andet.
Urealistisk Montenegro vinder
Danmark spiller primært for at sikre sig den andenplads i kvalifikationsgruppen, som giver adgang til playoff-kampe, hvis vi da ikke bliver den dårligste af ni toere. Danmark bliver dog næppe dårligst af toerne, så dermed er andenpladsen en god gulerod.
Dog bliver gule kort hos de danske spillere taget med videre til playoff-kampene, og dermed kan det være klogt at spare nogle spillere mod Rumænien. Eksempelvis er Christian Eriksen, Kasper Schmeichel og Thomas Delaney i karantænefare.
Matematisk set er førstepladsen i gruppen også stadig en mulighed for Danmark, men det er meget hypotetisk, mener Andreas Kraul. Det kræver nemlig, at Montenegro slår Polen søndag, og det sker næppe.
- Jeg kan ikke forestille mig, at Montenegro vinder den kamp på udebane mod Polen. Polen skal have minimum uafgjort for at sikre sig førstepladsen, og sker det, kan Montenegro ikke nå Danmark. Oven i det er Polen så meget bedre end Montenegro i forvejen, så Polen er meget store favoritter, siger Andreas Kraul.
- Derudover måtte Montenegros anfører, topscorer og talisman, Stevan Jovetic, udgå i kampen mod Danmark, og det ville være underligt, hvis han kan spille allerede søndag. Samtidig blev forsvarsstyrmanden, Stefan Savic, ramt af gult kort nummer to i turneringen, og han har derfor karantæne. Det samme gælder deres venstrekant Vesovic. Uden tre af deres bedste spillere er det decideret urealistisk, at de skal kunne vinde en udekamp mod Polen, siger Kraul.
Der eksisterer muligheden for at vildt scenarium på søndag. Slår Montenegro Polen med 1-0, mens Danmark taber 1-0 til Rumænien, så vil Danmark og Montenegro være helt lige på alle parametre, og så gælder det antallet af gule kort. Her har Danmark indtil videre heldigvis fået færre end Montenegro. Det scenarium – samt Danmarks vej til VM - kan du læse mere om her.