Spillerforeningen meddelte tirsdag, at de lancerer ny kampagne mod homofobi i dansk fodbold.
Et initiativ som de danske landsholdsspillere har valgt at støtte med de 667.500 kroner, som de har fået tilbage fra Dansk Boldspil-Union (DBU) for manglende betaling for sponsoraftaler i perioden 2004-2011.
FC københavn-spilleren Mathias 'Zanka' Jørgensen stiller op som ambassadør for kampagnen, da han ser et problem i dansk fodbold.
- Der skal være en bevidstgørelse om, at der er et problem i fodbolden. Sporten er ikke så velkommen for folk, der er homoseksuelle eller på andre måder stikker en lille smule ud fra de gældende normer. Det skal vi have gjort op med.
- Det er et meget macho-agtigt miljø. Man snakker måske en lille smule grovere og der er en jargon, hvor ord som bøsserøv bliver brugt på en nedsættende måde. Det er et problem, og sådan bør det ikke være. Vi har været de samme problemer igennem i forhold til racisme, hvor vi har taget gigantiske skridt frem mod at det er næsten ikke-eksisterende i vores verden, lyder det fra FC København-spilleren.
Folk erkender ikke eksistensen af homofobi
I fodboldverdenen er man simpelthen ikke fulgt med tiden når det kommer til seksualitet, lyder Mathias 'Zanka' Jørgensens påstand.
- Det er ikke sådan, at det bør være. Jeg er sikker på, at man kunne have fundet rigtig mange tilfælde af racisme, hvis man går 50-60 år tilbage. Der følte folk måske, at der ikke var noget i vejen med at kalde folk for sigøjnere, negere eller noget helt tredje. Sådan er det bare ikke længere.
- Vi er et lille land, hvor vi er så langt fremme på mange punkter. Derfor skal vi selvfølgelig også sørge for, at der er et sikkert og dejligt miljø i dansk fodbold – lige meget om du er homo- eller heteroseksuel.
- Problemet er også, at rigtig mange ikke vil erkende, at vi har et problem, supplerer Mathias 'Zanka' Jørgensen.
Som en del af kampagnen vil spillere have regnbuefarvede snørebånd i fodboldstøvlerne, og anførerne vil bære regnbuefarvede anførerbind. Derudover indeholder kampagnen også en række andre tiltag.
- Vi har rigtig mange mål og ting, som vi gerne vil med den her kampagne. Først og fremmest så håber vi, at DBU vil omfavne den og gå med i kampagnen i forbindelse landsholdets kamp mod Tyskland i juni. Her vil vi forhåbentlig kunne se regnbuefarver på anførerbindene.
- Vi håber også, at DBU vil tage fat i trænere, ledere, dommere og så videre, så man helt fra barnsben kan lære, at de her ukvemsord ingen steder hører hjemme i fodbold. Lidt ligesom vi har set med racisme. Det skal være præcis det samme med homofobi, slutter Mathias 'Zanka' Jørgensen.