Der kan være dårligt nyt på vej til landstræner Morten Olsen. Landsholdsspilleren Viktor Fischer måtte torsdag aften udgå før tid med en skade i Ajax' Europa League-kamp i Amsterdam mod Fenerbahce.
Den danske offensivspiller stoppede brat op i et tilbageløb og lagde sig ned på græsset og tog sig til det ene lår. Humpende måtte Viktor Fischer efterfølgende forlade banen. På det tidspunkt var der spillet 53 minutter af kampen.
Fischer ramlede kort forinden sammen landsholdskollegaen fra Fenerbahce, Simon Kjær, der gav Fischer et trælår i forbindelse med sammenstødet.
Fischer er en del af den trup, som Morten Olsen har udtaget til EM-playoffkampene mod Sverige den 14. og 17. november.
Viktor Fischer har været i fin form for Ajax i denne sæson, hvor det allerede er blevet til fem scoringer i den hollandske Æresdivision.
Kampen mellem Ajax og Fenerbahce endte 0-0.
Opdateret
Efter kampen udtrykte Frank de Boer håb om, at Viktor Fischer kan blive klar til søndagens kamp i Æresdivision, da offensivspilleren blot var ramt af et såkaldt 'isben', som må formodes at være den hollandske pendant til et trælår.
Dermed tyder det altså på, at Morten Olsen kan ånde lettet op.