Åge melder alle klar: Vi kommer blæsende ud mod Armenien

Den danske landstræner forventer endnu en god præstation i Jerevan mandag.

Åge Hareide melder alle mand klar til kampen og forventer endnu en stærk præstation. (Foto: © liselotte sabroe, Scanpix)

Den fantastiske 4-0-sejr over Polen må stadig have siddet i de danske spillere, som lørdag rejse til østpå til Jerevan. Sejren over Polen har givet fornyet tro på VM-drømmen, men et dårligt resultat mod Armenien kan få det hele til at briste. Landstræneren tror dog på endnu en stærk præstation.

- Sådan er fodbold. Sådan er det også i spillet. Vi kan være fornøjede med præstationen i går, men vi må se frem til det næste arbejde. Heldigvis spiller spillerne i store ligaer og ved, hvad der kræves af dem. Jeg er meget fortrøstningsfuld. Jeg tror også, vi kommer blæsende ud mod Armenien, siger Åge Hareide til DR.

Op til kampen mod Polen kunne landstræneren vælge frit blandt alle spillere, der ingen havde fysiske problemer, og det samme er tilfældet til kampen mod Armenien.

- Alle er klar. De store spillere har flere kilo muskler, og de skal restituere. Det kommer vi i første omgang til at kigge på; at de er helt friske. Derudover har vi jo også andre spillere, der kan komme ind og arbejde. Vi må se på det, når vi skal træne i morgen, siger Åge Hareide.

Never change a winning team, siger man. Kunne det være en mulighed?

Absolut. Alle fortjener en fortsættelse, men det er ikke sådan, at de, der spillede mod Kasakhstan i juni gjorde et dårligt job, selvom de kom ud på bænken. Det handler også om at skabe et hold, hvor alle kan bidrage, og man skal helst ikke kunne skifte ud til det bedre. Vi skal have en holdfølelse. Vi har arbejdet meget med det, og vi får mere og mere følelsen af at være et hold.

Danmark og Armenien spiller mandag klokken 18.00 i byen Jerevan. Kanal 5 sender kampen i tv, men du kan også følge med i LIGA på P3 samt her på dr.dk/sporten.