Der var absolut ingen slinger i valsen lørdag eftermiddag, da Brøndby på hjemmebane tog imod KoldingQ.
Allerede efter tre minutter bragte hjemmeholdet sig foran, da Louise Kristiansen bankede en løs bold i feltet i kassen i forbindelse med et hjørnespark.
Takket være et hidsigt pres kunne Louise Kristiansen også gøre det til 2-0, da bolden blev opsnappet højt oppe på KoldingQ's banehalvdel.
Kristiansen drejede fra feltets bue bolden flot op i det nærmeste målhjørne.
De blågule var i det hele taget totalt dominerende i de første 45 minutter, hvor KoldingQ var meget sjældne gæster på brøndbyernes banehalvdel.
Kort efter pausen blev ondt værre for KoldingQ, der måtte indkassere endnu et mål, da Simone Boye bragte Brøndby foran 3-0 efter fornemt forarbejde af Katrine Veje.
Så lignede det en lang anden halvleg for KoldingQ, men gæsterne fik hurtigt reduceret til 3-1 efter en glimrende kontra. Lotte Troelsgaard blev målscoreren.
Håbet om point varede dog ikke længe for jyderne.
Brøndby gav bolden op efter reduceringsmålet og på det efterfølgende angreb lukkede Simone Boye reelt kampen, da hun ved bagerste stolpe kastede sig ind i et indlæg og headede hjemmeholdet på 4-1.
Resten af kampen var også præget af Brøndby-dominans, men yderligere scoringer blev det ikke til.
Storsejr i Hjørring
Brøndby-spillerne kunne efter kampen lige nå ind og se anden halvleg af rivalerne fra Fortuna Hjørrings kamp mod bundproppen Varde.
De forsvarende mestre fra Fortuna Hjørring var bagud 2-1 ved pausen, men selvom Varde også var foran 3-2, så endte det med en sikker sejr til favoritterne.
Fortuna Hjørring kørte gæsterne over i anden halvleg og vandt med hele 9-3.
Camilla Kur blev kampens topscorer med fem mål.
Fortuna Hjørring har dermed også maksimumpoint efter de første fem runder og overtager førstepladsen i rækken på en bedre målscore end Brøndby.
Fortuna Hjørring og Brøndby IF har delt mesterskaberne imellem sig siden 2002.