Ubesejrede Fortuna Hjørring vinder Kvindeligaens grundspil

Fortuna Hjørring slog lørdag OB med 2-1 og er dermed ubesejret i samtlige 14 kampe i grundspillet i Gjensidige Kvindeligaen.

Vi skal tilbage til 2020 for at finde det seneste Fortuna Hjørring-mesterskab, men nu ser storklubben ud til at være på helt rette spor igen. (Foto: © Bo Amstrup, Bo Amstrup / Ritzau Scanpix)

Alle fodboldspillere kan skrive under på, hvor ufedt det føles at tabe en fodboldkamp.

Undtagen dem i Fortuna Hjørring.

For spillerne i den nordjyske traditionsklub kan formentlig ikke engang huske følelsen af nederlag. Lørdag slog Fortuna Hjørring nemlig OB med 2-1 i sidste spillerunde af grundspillet i Gjensidige Kvindeligaen, og dermed har klubben ikke tabt en eneste kamp i efterårssæsonen.

14 kampe, 11 sejre, 3 uafgjorte, nul nederlag. Godkendt.

De uslåelige hjørringensere sikrede sig med lørdagens resultat også førstepladsen i grundspillet foran de forsvarende danske mestre fra FC Nordsjælland, der samtidig, ganske overraskende, tabte til AGF i sidste runde.

De øverste seks hold skal i foråret spille mesterskabsslutspil, mens B93 og Kolding IF, der sluttede på de to nederste pladser i rækken, skal deltage i et op- og nedrykningsspil med de fire bedste hold fra 1. division.

Herunder får du resultaterne af alle fire kampe i sidste runde af Kvindeligaens grundspil:

  • FC Nordsjælland 1-2 AGF

  • OB Q 1-2 Fortuna Hjørring

  • Kolding IF 0-2 Brøndby IF

  • HB Køge 5-0 B93

Du kan se stillingen i Kvindeligaens grundspil herunder:

Trofætørstende hjørringensere

Fortuna Hjørring kom ellers bagud i lørdagens sidste rundekamp, da OB's Dikte Bang gjorde det til 1-0 til hjemmeholdet midt i første halvleg. Men efter pausen vendte topholdet tingene på hovedet takket være scoringer fra Anastasia Pobegaylo og Joy Omewa.

Holdene i top seks tager både deres point og målscore med videre ind i forårets mesterskabsspil, hvor alle hold møder hinanden to gange, inden en ny dansk mester bliver kåret.

Fortuna Hjørring har vundet det danske mesterskab 11 gange, hvilket er næstflest af alle efter Brøndby IF's 12 mesterskaber gennem tiderne. Men det seneste Fortuna-mesterskab ligger helt tilbage i 2020, så trofæsulten er efterhånden stor i Vendsyssel.

Og den sult kan altså meget vel blive mættet i foråret 2025, hvis Hjørring-spillerne holder den fornemme stime ved lige.