Brøndby IF og Fortuna Hjørring. De to mastodonter i dansk kvindefodbold har på skift siddet på mesterskabstronen siden 2002.
I 19 år har de to velkendte kvindeklubber med adskillige Champions League-kampe på cv’et fordelt mesterskaberne imellem sig. Syv til Fortuna Hjørring og 12 til Brøndby i perioden.
Men senere lørdag kan det være slut. Oprykkerne fra HB Køge kan nemlig levere en gedigen sensation, hvis det lykkes at få bare et enkelt point på hjemmebane i den direkte gulduel mod Brøndby i den sidste spillerunde af Gjensidige Kvindeligaen.
Modsat HB Køge skal Brøndby bruge en sejr, hvis kvinderne skal gøre herrerne kunsten efter og sikre sig mesterskabet.
Per Rud, der er administrerende direktør i HB Køge, mener dog ikke, at det er helt tilfældigt, at kvindeholdet nu står med en gylden mulighed for at sikre sig den første pokal i klubbens historie på kvindesiden.
- Vi sagde fra start, at hvis det skulle være, så skulle det også være. Vi har ikke fedtet os ind i ligaen. Det har været en god samling af spillere og en rutineret trænerstab, der har fået det til at lykkedes.
- Og så har vi ikke haft nogle begrænsninger. Vi har følt en kæmpe opbakning både fra byen og fra de amerikanske ejere, der har understøttet det fra starten, fortæller Per Rud til Ritzau.
HB Køge er en overbygning af de to lokale klubber, Køge Boldklub og Herfølge Boldklub, som blev etableret i 2009. To traditionsklubber, der på herresiden har hevet i alt tre mesterskaber i hus. Senest var det Herfølge i 2000 med John ’Faxe’ Jensen ved roret, der sensationelt sikrede DM-titlen foran Brøndby.
I videoen kan du se, hvordan det gik til, da Herfølge Boldklub i 2000 sikrede det danske mesterskab:
Præcis som kvinderne kan gøre det lørdag. Jesper Housgaard Petersen, der siden 1996 først har støttet Herfølge og dernæst HB Køge på både herre- og kvindesiden, kan da også sagtens drage paralleller mellem de to overraskelser med 21 års mellemrum.
- Det er en fuldstændig vanvittig præstation. At de ved sidste spillerunde ligger nummer et og har sikret sig sølvet og Champions League, er helt vildt, siger han.
- Det er startskuddet til noget stort. Det er jeg slet ikke i tvivl om.
Opbakningen er stor
Startskuddet til noget stort blev det dog ikke for Herfølge tilbage ved årtusindeskiftet, selvom den stod på Toto Cup i både 1999 og 2000 samt første runde i Champions League mod det skotske storhold Glasgow Rangers med over 34.100 tilskuere.
Her var Jesper Housgaard Petersen, der både har været fanformand i Herfølge og fankoordinator for HB Køge, blandt de ti Herfølge-fans, der havde taget turen.
- Der blev pivhamrende stille, da Chris Hermansen efter cirka et kvarter hamrer den på træværket. Der fik vi lov til at synge alt det, vi kunne, og det var det hele værd for sådan en lille klub.
Og det betyder noget for ham og de andre fans, at der igen er noget stort at fejre i Køge og Herfølge.
- Mit indtryk er, at man kunne have solgt rigtig mange billetter til den her finalekamp, og at man højst sandsynligt kunne have slået rekord for kvindeligaen i forhold til antal tilskuere, siger han.
Jesper Housgaard Petersen kommer dog ikke selv til at være blandt de tilskuere, som får lov til at overvære den potentielle guldfest på hjemmebanen i Køge. Han skal nemlig til barnedåb hos en kammerat, der pudsigt nok er Brøndby-fan.
- Det er virkelig dårlig timing. Det ærgrer mig helt vildt, at jeg ikke kommer til at være på stadion, men man er jo nødt til at holde sine aftaler.
Han må derfor nøjes med at komme tilbage til stadion til den nye sæson, hvor der muligvis kan komme interessante klubber til Køge.
- Der kommer til at være Champions League-fodbold på Capelli Sport Stadion i Køge. Det er helt fantastisk!
Den afgørende guldduel mellem HB Køge og Brøndby fløjtes i gang klokken 14.00.