Selvom den ukrainske landsholdspiller Nicole Kozlova fredag scorede i sin debutkamp for det danske tophold HB Køge i kvindeligaens mesterskabspil, er det ikke kun glæde, der præger tankerne hos HB Køges nye angriber i disse dage.
Kozlova er født og opvokset i Canada, men har ukrainske forældre og kalder Ukraine for sit hjem.
For halvandet år siden flyttede Kozlovas forældre tilbage til Ukraine, inden de måtte flygte ud af landet da den russiske invasion begyndte.
Hele familien er i sikkerhed nu, men tankerne om Ukraines skæbne fylder Kozlova med bekymringer hver dag.
- Jeg har det let her. Jeg kan gå i seng hver dag uden frygt for at dø og uden at frygte noget skulle ske for de mennesker, som er tættest på mig.
- Nogle gange føles det som om, man ikke gør nok, selvom man føler det er nødvendigt. Der er mange ukrainerne som har meldt sig til kampene eller for at hjælpe til i Ukraine. Man føler skyld, fordi man føler man burde være i Ukraine for at hjælpe til. Fordi det er dit land, som skal forsvares, siger Kozlova.
Nok kan den ukrainske landsholdsspiller ikke hjælpe til i Ukraine, fordi hun spiller fodbold i Danmark, men fra en lagerhal i Køge hjælper hun til som frivillig med at samle vintertøj ind til ofrene for Ruslands invasion i Ukraines kolde vinter.
Hør Nicole Kozlova fortælle om situationen i sit hjemland i videoen ovenfor.