Cornelia Kramer får med garanti lov til at sidde forrest i bussen på vej hjem fra Aarhus.
HB Køge-angriberen var således hovedpersonen, da de forsvarende danske mestre søndag vendte et truende nederlag på 0-3 til en sejr på 4-3 over AGF i de døende minutter.
Dermed havde HB Køge stadig chancen for at genvinde mesterskabet med en sejr i sidste spillerunde, hvis både Brøndby IF og FC Nordsjælland senere ville smide point.
Brøndby vandt dog sit opgør mod Fortuna Hjørring, hvilket betyder, at HB Køge nu alligevel ikke har muligheden for at blive firedobbelt dansk mester.
Hattrick på 30 minutter
De tredobbelte vindere af Kvindeligaen var dog tæt på selv at smide det hele på gulvet, og efter 33 minutters fodbold mod AGF, så det meget sort ud.
Laura Faurskov og Mathilde Rasmussen sørgede for en suveræn aarhusiansk start på kampen, da de tilsammen sørgede for, at hjemmeholdet kunne gå til pause foran med 3-0.
Altså indtil Cornelia Kramer kom i gang.
Der skulle blot gå fem minutter af anden halvleg, før HB Køge kom på tavlen første gang ved Cornelia Kramer.
Angriberen var langt fra færdig, og i 71. spilleminut scorede hun sit andet mål, inden hun 10 minutter senere fuldendte sit hattrick.
HB køge skulle dog bruge en sejr, hvis de for alvor skulle tro på endnu et mesterskab. Og det fik de.
Det sørgede Cecilie Fløe for, da hun kort før tid fuldendte comebacket med sit mål til 4-3, hvorfor jublen kunne bryde løs i Køge-lejren.
Brøndby lukkede dog ned for festen et par timer senere.