Sidste år var det tæt. Rigtig tæt.
Mesterskabskampen i Gjensidige Kvindeligaen blev afgjort i allersidste runde, da HB Køge vandt med 3-1 over Brøndby IF og sikrede sig klubbens første DM-titel.
I år kan det dog vise sig at være forbi, før det rigtigt er begyndt. Ubesejrede HB Køge besejrede nemlig Brøndby med 1-0 på et mål af Maddie Pokorny og distancerede hjemmeholdet sig med 12 point i tabellen.
HB Køge er ubesejrede efter 11 kampe, og holdet har i sæsonens indledning sat et par tykke kridtstreger under, at man er kommet for at blive i toppen af dansk kvindefodbold.
Brøndbys cheftræner Per Nielsen afviser dog, at gulddrømmen er brast. Den har nemlig aldrig været der.
- Vi har aldrig snakket om guld eller noget som helst. Det ville være en sensation, hvis vi vandt guldet i år, og det har det været fra dag et. Vi forsøger at bygge noget nyt og producere nogle dygtige fodboldspillere, og det tager tid.
- Så jeg er ligeglad med, om vi er 12 point eller 18 point efter. Det er ikke vigtigt. Ambitionen er at skabe et nyt, slagkraftigt hold, så vi forhåbentligt kan spille med igen inden alt for længe, forklarer Per Nielsen.
Brøndby IF har vundet 12 danske titler gennem tiden, og lige netop den mesterskabsrutine tager tid at genfinde, når man har mistet seks spillere fra startopstillingen.
- Vi har mistet mange spillere i pausen, så vi er ved at bygge noget nyt op, og det tager tid. At vi taber til et hold, som satser stort og bruger så mange penge i forhold til alle andre, det er ingen katastrofe i sig selv, understreger den 47-årige cheftræner.
- Vi koncentrerer os om os selv, og de udfordringer vi har haft i efteråret. Det er vores egen skyld, at vi taber i dag.
Selvom det ser svært ud, er det dog tidligt på sæsonen, Per Nielsen og kompagni skyder en hvid pil efter mesterskabsdrømmene. Fodboldmirakler er set før, og med de gulklædtes historie in mente mener DR Sportens fodboldkommentator Arnela Muminovic også, at Brøndby-trænerens udmelding antyder, at tiderne er skiftet på Vestegnen.
- Det er en ret stor udmelding, for det er noget helt nyt i forhold til, hvor dominerende de har været mod Fortuna Hjørring i mange år. Han erkender, at tabene af profiler har gjort, at de ikke kan følge med HB Køge.
Lige nu er magtbalancen i dansk kvindefodbold dog tippet i HB Køges favør. Selvom Brøndby er det mest hædrede hold i dansk kvindefodbold, har de lige nu lang vej op til de danske mestre.
- Som det ser ud nu, ligner HB Køge en klar favorit til at genvinde mesterskabet. Jeg er ret imponeret over dem. Jeg troede ikke, at de kunne holde kadencen med Champions League-kampe ved siden af, siger Arnela Muminovic.
Dagens opgør var yderst chancefattigt, og Brøndby misbrugte et straffespark i opgøret, som sluttede 1-0.
Første halvleg i Brøndby var en begivenhedsfattig omgang, hvor der var langt mellem chancerne omkring de to målfelter. Efter pausen kom der mere liv i opgøret. Der var kun spillet fem minutter, da HB Køge tog føringen efter et godt angreb.
Kort efter fik Brøndby straffespark, men Nanna Christiansens forsøg blev nappet af Kaylan Marckese. Brøndbys anfører fik en mulighed mere på riposten, men den sparkede hun over målet.
Selv om holdet fra den københavnske vestegn forsøgte at etablere et pres mod slutningen af kampen, faldt der ikke yderligere scoringer. Ifølge Per Nielsen kom det ned til, at Køge ikke var dygtige nok på bolden.
- Vi slog Køge i sidste opgør, og der var vi gode på bolden, og det skal man bare være, når man møder Køge. Det fejlede vi på i dag.