Fortuna-profil drømmer om EM

Camilla Kur er vendt tilbage til Fortuna Hjørring og vil nu også tilbage på det danske landshold.

Camilla Kur drømmer om at komme med til EM. (Foto: © Henning Bagger, Scanpix)

Den fysisk stærke angriber Camilla Kur er efter et udlandsophold og en knæskade vendt stærkt tilbage for de danske vicemestre fra Fortuna Hjørring. En fast plads på Fortuna Hjørrings mandskab er dog ikke nok for Camilla Kur, der drømmer om igen at komme på landsholdet.

- Jeg synes, det går den rigtige vej, siger Camilla Kur, der ved det seneste EM for kvinder var en del af den danske trup, inden hun i sidste øjeblik blev siet fra.

- Jeg var den sidste, der røg af. Det har jeg været super ærgerlig over lige siden. Det er jo det, man gerne vil som fodboldspiller, siger Camilla Kur, der håber, hun kan få udlevet sine fodbolddrømme, når Danmark næste sommer deltager ved EM i Holland.

- Det er helt klart noget, der er i flere år har ligget i baghovedet. Og især nu her, hvor det kommer så tæt på, og jeg kan mærke, at det går den rigtige vej.

Det går ikke bare den rigtige vej for Camilla Kur personligt, men også for Fortuna Hjørring, der onsdag aften avancerede til Champions League-kvartfinalerne efter en 3-1-sejr over italienske Brescia, hvor Kur stod for to af målene.

Også i den hjemlige liga har Fortuna Hjørring vind i sejlene. Jyderne ligger side om side med de evige rivaler fra Brøndby på en delt førsteplads. Sjællænderne dog med en bedre målscore.

Netop de hold mødes lørdag i et brag af en topkamp på Fortuna Hjørrings hjemmebane. Det første møde mellem de to hold i denne sæson endte 2-2 i Brøndby.