Fortuna kæmper sig mod toppen med sejr, mens Brøndby igen mister point

Lørdag har budt på fire kampe i Gjensidige Kvindeligaen.

Fortuna Hjørring tog en sejr på hjemmebane mod AGF. (Foto: Bo Amstrup © Scanpix)

Lørdag var der fire kampe på programmet i Gjensidige Kvindeligaen. Brøndby skulle hjemme mod FC Nordsjælland forsøge at revanchere 5-0 nederlaget til HB Køge ugen forinden, mens Fortuna Hjørring gæstede lokalrivalerne AaB, HB Køge var et smut i Kolding, mens FC Thy ThistedQ hjemme tog imod AGF.

Få overblikket over lørdagens resultater her.

Brøndby - FC Nordsjælland: 0-0

Slaget om København endte uden vinder, da opgøret mellem Brøndby og FC Nordsjælland endte 0-0. Dermed fik Brøndby en lille oprejsning fra 0-5-nederlaget til HB Køge i forrige uge.

Med det ene point hopper Brøndby op på 26 af slagsen, og topper dermed tabellen.

FC Nordsjælland ligger på en fjerdeplads med 18 point.

AaB - Fortuna Hjørring: 1-4

I det nordjyske var der også lokalopgør, da AaB tog imod de forsvarende danske mestre fra Fortuna Hjørring. Og her var der ingen slinger i valsen fra favoritterne fra Hjørring.

Sofie Lundgaard bragte gæsterne foran 1-0 allerede efter tre minutter, og inden første halvleg var slut, havde Olivia Møller Holdt fordoblet Fortuna Hjørrings scoringer.

I anden halvleg blev det 3-0 ved Emma Snerle, inden Cille Bundgaard Holst sparkede AaB på måltavlen med sin scoring til 1-3. Christina Carp lukkede og slukkede for Fortuna Hjørring til 4-1.

Med sejren kravler Fortuna Hjørring op på ligaens andenplads med 22 point, mens Aab ligger sidst med kun et enkelt point.

KoldingQ - HB Køge: 3-3

Rækkens helt store overraskelse i denne sæson har været HB Køge, men i dagens opgør mod KoldingQ skulle sjællænderne helt ind i overtiden for at skaffe det ene point.

Makenzy Doniak havde ellers bragt HB Køge foran 1-0, men to scoringer af først Cecilie Fløe og derefter Signe Hansen Baattrup sendte KoldingQ til pause med en 2-1-føring.

Efter pausen bragte Madalyn Ann Pokorny balance i regnskabet efter 51 minutters spil, men fem minutter før tid sendte Sofie Thrane Hornemann KoldingQ på sejrskurs med sin scoring til 3-2.

Og så lignede det en hjemmesejr, men i overtiden udlignede Kyra Carusa til 3-3. Dermed kunne de to hold hver tage et point med fra det målrige opgør.

HB Køge indtager tabellens tredjeplads, mens KoldingQ er nummer fem.

FC Thy ThistedQ - AGF: 1-3

Rundes sidste kamp blev spillet i Thisted, hvor AGF var på besøg. Og selvom det var hjemmeholdet, som var favoritter, så blev det gæsterne, som løb med alle tre point.

Sofie Bloch Jørgensen scorede to gange i første halvleg og Christina Beck en enkelt, og så kunne AGF gå til pause foran 3-0.

Efter pausen reducerede Sarah Hansen til 1-3 for FC Thy ThistedQ, men mere blev det ikke til for hjemmeholdet.

Med sejren hopper AGF op på seks point, syv point efter netop FC Thy ThistedQ på rækkens sjetteplads.