Fortuna Hjørring vinder intenst topbrag mod Brøndby

Fortuna Hjørring er nu blot et point efter Brøndby på førstepladsen.

Fortuna Hjørring spillede sig lørdag en smule tættere på Brøndby i toppen af kvindernes bedste fodboldrække, da de på hjemmebanen i Nordjylland vandt topopgøret med 3-1.

Med sejren er Fortuna Hjørring nu et point efter Brøndby på førstepladsen før de sidste to runder i grundspillet. En plads, som også oprykkerne fra HB Køge bejler til.

I lørdagens topopgør var det hjemmeholdet, der fik den bedste start på kampen. Efter 14 minutters spil driblede Olivia Holdt ind i banen fra venstresiden, hvorfra hun resolut sparkede bolden fladt forbi Katrine Abel i Brøndbys mål.

Generelt var det hjemmeholdet, der indledningsvis sad på kampens begivenheder. Et højt Fortuna-pres gjorde det svært for Brøndby at sammensætte meningsfulde sekvenser med bolden. Brøndby fik dog spillet sig ind i kampen, og mod halvlegens slutning var de tæt ved at udligne.

Et Brøndby-hjørnespark blev slået tæt ind under mål, og Fortuna-keeper Freja Thisgaard fumlede med bolden, som var tæt på at gå i nettet, men der blev dømt frispark til Thisgaard.

Mere blev det ikke til før pausen.

Fortuna kom foran med tre

I anden halvleg kom Fortuna Hjørring flyvende ud fra omklædningsrummet. Det blev til både 2-0 og 3-0 indenfor de første ti minutter af anden halvleg.

En dødbold blev forlænget til Victoria Frances Bruce, der fra en position tæt på mål kunne fordoble hjemmeholdets føring.

Blot to minutter senere fandt et indlæg Sara Thrige helt fri foran mål, og så kunne Fortuna-anføreren sætte indersiden på til 3-0 til nordjyderne.

Kort før tid fik Agnete Nielsen reduceret for udeholdet, da hun samlede en dårlig clearing op i Fortunas felt og sikkert satte bolden i mål med et fladt skud.

Det gav Brøndby større tro på tingene, og bare et minut senere ramte Josefine Hasbo overliggeren. Bolden blev dog ude og Fortuna Hjørring vandt topopgøret i Nordjylland.

Det var derfor en meget glad Emma Snerle fra Fortuna Hjørring, der kunne strække armene i vejret efter opgøret.

- Det var vigtigt for os at komme ud at vise, at vi kan spille med i toppen, selvom jeg ikke synes, vi spiller prangende i dag. Det var virkelig vigtigt, at vi fik de tre point i dag, siger hun.

Med sejren er Fortuna Hjørring nu kun ét point efter Brøndby, der indtager førstepladsen. Oprykkerne HB Køge kan dog overhale begge hold, hvis de vinder deres kamp mod FC Thy Thisted søndag.

AGF holder liv i håbet om en plads i mesterskabsspillet

Der var masser på spil i bundkampen i Aarhus. AGF kunne med en sejr isolere AaB på rækkens sidsteplads, mens aalborgenserne omvendt kunne hale kraftigt ind på AGF på næstsidstepladsen.

Efter en halv time kom hjemmeholdet foran i opgøret, da Sofie Bloch nåede et fladt indlæg først og prikkede bolden i mål.

Kort før tid udnyttede den unge AGF-spiller Maria Herdel Pedersen, at AaB-målmanden Line Andersen lavede en forfærdelig førsteberøring og mistede kuglen til den energiske midtbanespiller, som let kunne sætte kampens sidste mål i nettet.

Mere blev der ikke scoret i bundopgøret, og derfor er oprykkerne fra Aalborg nu helt isoleret i bunden af rækken med ét point efter de første 12 kampe.

AGF på næstsidstepladsen har med sejren ni point, og kan efterhånden skimte FC Thy Thisted, der indtager den sidste adgangsgivende plads til slutspillet med 13 point.

Du kan se målene i videoen herunder.

FC Thy Thisted kan dog sikre deres slutspilsplads, hvis de slår topholdet fra HB Køge søndag, da der kun resterer to runder i grundspillet efter denne weekend.