Debuterende landstræner: Vi har et stykke op til verdenstoppen

Det danske kvindelandshold løb ind i en ordentlig øretæve i Lars Søndergaards første kamp som landstræner.

Kvindelandsholdet tabte 5-1 til USA i nat. (Foto: © Orlando Ramirez, Scanpix)

Der er 12 pladser i mellem USA og det danske kvindelandshold på det internationale fodboldforbund, Fifas, verdensrangliste. En forskel, der var til at få øje på i nat, da amerikanerne uddelte en øretæve på 5-1 til danskerne i Lars Søndergaards første kamp i spidsen for kvindelandsholdet.

- Man bliver altid klogere af nederlag. I dag har jeg set mit hold mod – tror jeg – verdens bedste hold, som spiller i et andet tempo end os. Det er det, vi skal stræbe op imod, men jeg kan også se, vi har et stykke op til verdenstoppen, siger Lars Søndergaard.

USA, der i øjeblikket er nummer ét på verdensranglisten, udnyttede flere gange fejl i det danske opspil til at putte bolden i nettet.

- Det rammer os selvfølgelig hårdt, at vi laver de fejl. Vi vidste, vi skulle være gode på bolden og holde fast i den, men i nogle tilfælde gør vi det lidt naivt, og andre gange bliver vi stresset af deres pres, som foregår i et tempo, vi ikke er vant til, og slet ikke på det her tidspunkt af sæsonen. Spillerne har fået nogle gode erfaringer og lærer af de fejl, de har lavet.

Vinterpause

Træningskampen mod USA lå på et tidspunkt, hvor de danske spillere har vinterpause i deres respektive ligaer, og formen er derfor af naturlige årsager ikke på sit højeste niveau.

- Der er en del af mine spillere, der har holdt pause. Men det er noget andet at spille mod et amerikansk landshold, så jeg forventer, at mange af mine spillere kommer langt højere op i niveau. Så jeg tager det egentlig meget roligt – jeg vidste før kampen, at det ville blive meget svært.

Danmark spiller sin næste afgørende kamp til april, hvor holdet den 9. møder Ukraine i Viborg i VM-kvalifikationen.