På en solrig forårseftermiddag besejrede Brøndby AGF med 4-0 i Kvindeligaen.
Dermed er de fortsat en del af guldkampen, hvor de med to runder tilbage af sæsonen ligger på andenpladsen - to point efter førerholdet FC Nordsjælland.
Der var et pænt fremmøde på Brøndbys bane 2, hvor hjemmeholdet hurtigt viste sig som græssets stærkeste mandskab.
Således bragte polske Natalia Wrobel de blågule foran med 1-0 allerede efter 8 minutters spil, og var man på udkig efter spænding denne søndag eftermiddag, indtræf skuffelsen sig forholdsvis hurtigt.
12 minutter senere fordoblede Nanna Christiansen nemlig hjemmeholdets føring, og inden dommeren kunne fløjte til pause, blev det såmænd også 3-0 på mål af midtbanespilleren Cecilie Buchberg.
Brøndby var dog ikke færdige med at give de fremmødte fans noget for pengene, for også i anden halvleg blev der givet anledning til jubel.
Via en flot flugter satte Dajan Hashemi 4-0-scoringen i kassen, og AGF måtte derfor stille sig tilfredse med, at vejret trods alt var værd at bevæge sig ud for.
Viser vejen for herrerne
Det er ikke kun i Kvindeligaen, at Brøndby på hjemmebane har besøg af AGF. Også i Superligaen har herrernes førstehold noget på spil, når 'De Hviie' bliver budt op til dans klokken 17:00 på Brøndby Stadion.
Og hvis herrerne formår at gøre kvinderne kunsten efter, kan de her sikre sig det danske mesterskab.
Mesterskabshåbet lever altså også fortsat for Brøndbys kvinder, hvor det i sidste ende også kan vise sig at blive afgjort i sidste spillerunde. Her møder de nemlig FC Nordsjælland på hjemmebane - en kamp, der ligesom herrernes i dag - kan blive afgørende for, hvor på Sjælland, guldet skal placeres.
Den kamp spilles den 15. juni klokken 14:00.