Torsdag aften blev der sat en tyk streg under Pernille Harders store kvaliteter som fodboldspiller. Ved en prisoverrækkelse i Monaco kårede Uefa danskeren som den bedste kvindelige fodboldspiller i Europa.
Pernille Harder var dog ikke selv tilstede ved prisoverrækkelse, da hun og kvindelandsholdet spiller VM-kvalifikationskamp mod Kroatien i Viborg torsdag aften. Danskeren har tidligt ytret sig kritisk over, at de to begivenheder falder sammen.
Den danske landsholdsanfører vinder den fornemme pris foran norske Ada Hegerberg og franske Amandine Henry.
Pernille Harder vandt i sidste sæson det tyske mesterskab med Wolfsburg, mens hun og klubben også var i finalen i Champions League. Her tabte man dog til Lyon.
Hos herrerne vandt kroatiske Luka Modric fra Real Madrid prisen.