VIDEO Ærgerlig landstræner håber på svensk førsteplads

Nils Nielsen var naturligt skuffet ovenpå nederlaget mod Sverige, men fremhævede samtidig spillet og chancerne for kvalifikation.

Det danske kvindelandshold tabte 1-0 til Sverige efter en tæt affære i Göteborg, hvor danskerne havde svært ved at kæmpe sig igennem naboernes solide forsvarsmur. Ovenpå kampen var landstræner Nils Nielsen forståeligt skuffet over nederlaget, men samtidig mener han, at små ændringer kunne have ændret udfaldet.

- Når kampen er tæt, og kampen er lige, og man får en meget stor chance til sidst, så vi godt nok tæt på, siger Nils Nielsen.

- Vi overvejer, at sætte Louise (red. Kristiansen ) ind lidt tidligere, men vi vurderer, at vi har et fornuftigt tryk og nok skal få den chance, vi kan bruge. Men så vælger vi alligevel at gøre det. Måske var det lidt sent, men hun får alligevel den mulighed. Det er jo det, en indskiftning kan gøre, og måske havde hun fået én til, hvis vi havde skiftet hende fem minutter før. Men det var nu det, vi valgte at gøre.

Landstræneren er fortrøstningsfuld forud for de resterende EM-kvalifikationskampe, der forhåbentlig udmunder sig i en billet til slutrunden i Holland i 2017. Nils Nielsen håber på, at Sverige går let og sejrsrigt igennem kvalifikationen, så Danmark kan snige sig med på en andenplads.

De danske kvinder får dog mulighed for en revanche, når Sverige kommer til Danmark den 20. september næste år

- Vi holder rigtig meget med Sverige i alle deres kampe, da det er en stor fordel for os, hvis de gør rent bord. For vores eget vedkommende, så skal vi vinde vores næste to udekampe mod Slovakiet og Polen. Det skal give seks point.

Du kan se Nils Nielsens reaktion på kampen i videoklippet øverst i artiklen.