Vejen til VM og det drilske 2’er-regnskab: Kvindelandsholdet er klar til ‘finalekamp’

Med en sejr over Sverige tirsdag aften vil kvindelandsholdet være klar til at spille VM til sommer.

Det er en helt speciel kamp, det danske kvindelandshold skal spille i aften. Det drejer sig nemlig ikke bare om et klassisk arvefjendeopgør, når danskerne går på banen i Viborg til en kamp mod Sverige, det er også et opgør, som kan ende med at sende danskerne til VM næste sommer.

Og som et ekstra krydderi er det også en kamp, som trækker tråde tilbage til efteråret 2017, hvor konflikten mellem kvindelandsholdet og DBU - der ikke er ulig den, som herrerne lige nu har kastet sig ud i - resulterede i en aflysning af VM-kvalifikationskamp mod dagens modstander Sverige.

Det er derfor første gang i kvalifikationen, at de to hold står over for hinanden til det, som danskerne selv beskriver som en ’finalekamp’. Finale-elementet består i, at danskerne med en sejr kan spille sig direkte til VM-slutrunden i Frankrig 2019.

- Vi har hjemmebane, og det kan forhåbentlig blive en fordel for os. Men der bliver nerver på, og det bliver meget intenst, siger landstræner Lars Søndergaard.

Den danske stjerne Pernille Harder, som i sidste uge blev kåret til Europas bedste kvindelige fodboldspiller, har spillet i over fire år svensk klubfodbold, og hun ved, at det blå-gule landshold bliver en udfordrende modstander.

- Det er fifty-fifty. Det bliver svært, for Sverige er dygtige, men vi tror på det. Det giver en god følelse, at vi selv kan afgøre det – vi spiller og træner for at stå i de her situationer, siger landsholdskaptajnen, der skiftede fra svenske Linköping til den tyske Bundesliga-klub for halvandet år siden.

De danske kvinder havde indtil i søndags, hvor holdet højst overraskende måtte slide sig til en uafgjort mod gruppens prygelknabe fra Kroatien, vundet alle sine kampe i gruppen, hvor de faktisk har stillet til start. Der var jo lige det aber dabei i efteråret, hvor holdet blev taberdømt efter det før omtalte afbud til kampen mod Sverige.

Ligger godt til i 2’er-regnskabet

Men danskernes gode resultater betyder, at de med en uafgjort stort set vil være sikre på at få en ekstra chance for at spille sig til VM. Danskerne fører nemlig lige nu regnskabet blandt de syv 2’ere, hvoraf fire får mulighed for at spille med i playoff-runderne om at komme til VM.

Med fare for at blive for teknisk, så vil danskerne med et uafgjort resultat mod Sverige kunne lægge et enkelt point til deres konto i 2’er-regnskabet, og så vil kun Belgien og Island kunne overhale danskerne, hvis de vinder deres respektive kampe med ni og otte mål. Et scenarie, der altså virker meget usandsynligt.

Spiller Danmark uafgjort i aften eller taber, vil det være et større regnestykke at få 2'er-regnskabet til at stemme. Forhåbentlig vinder kvindelandsholdet og gør regnestykket uaktuelt.

Et dansk nederlag vil til gengæld gøre spillet om en playoffplads anderledes interessant. Så vil Danmark kunne miste pladsen, hvis Norge og Skotland vinder eller spiller uafgjort, samtidig med at Belgien og Island vinder deres kampe.

Men lykkes det kvindelandsholdet at spille sig til VM, forventer landstræner Lars Søndergaard, at det vil give holdet mere af den folkelige rygvind, som især begyndte at blæse i kvindernes retning sidste sommer, da holdet blev nummer to ved EM i Holland.

- Det vil betyde meget for kvindefodbolden generelt, hvis vi kvalificerer os. Der er noget eufori omkring det her hold, og det vil blive endnu større, hvis vi kan kvalificere os.

Kvindelandsholdets kamp mod Sverige går i gang i aften kl. 17.00. Den kan ses med optakt fra kl. 16.45 på DR1.