Røddik udlever drømmen i FC Barcelona: Det er ikke helt ringe

Efter to måneder i klubben har Line Røddik allerede vundet sin første titel med FC Barcelona.

Line Røddik er skiftet til FC Barcelona i løbet af sommeren. Her er hun med til at indvie klubbens amerikanske kontor i New York sammen med Ronaldinho. (Foto: © Ed Mulholland, Scanpix)

FC Barcelona.

Det klubnavn klinger af noget. Selvfølgelig på herresiden, men så sandelig også blandt kvindelige fodboldspillere. FC Barcelona er nemlig en del af den europæiske top, og denne sommer er danske Line Røddik blevet en del af den ikoniske klub.

- Vi træner på det samme træningsområde som herrerne. Det er også der, akademiet ligger, så man kan sagtens mærke, at det er en storklub, siger Line Røddik efter en måneds tid i FC Barcelona.

Line Røddik skrev tidligere på sommeren under på en toårig kontrakt, og bare en måned efter den første arbejdsdag har hun løftet sit første trofæ med Barcelona. De rød- og blåstribede levede nemlig op til favoritværdigheden i Copa Catalunya og vandt med hele 6-0 i finalen over Espanyol.

På vejen mod finalen scorede Røddik i øvrigt sit første mål for FC Barcelona. Det skete i semifinalen-sejren på 20-0 over Pontenc.

20-0 og 6-0 lyder voldsomt. Det er det sådan set også, men Copa Catalunya er også en mindre turnering for catalonske hold. Derfor er storsejre ikke nødvendigvis, selvom Barcelona formentligt kommer til at dominere langt de fleste kampe.

- Barcelona har én spillestil. Vi spiller på samme måde som herrerne, så for mig har det første stykke tid handlet meget om at komme ind i den måde at spille på.

- Det er gået rigtigt, rigtigt godt. Og jeg har virkelig nydt at være her, fortæller Line Røddik, der sætter stor pris på Barcelonas kontrollerende spillestil.

Farvel til Europas fodboldflagskib

Efter et halvt år i Olympique Lyon fik Line Røddik ophævet sin kontrakt med sidste sæsons Champions League-vindere, der i øvrigt også vandt både mesterskabet og pokalturneringen i Frankrig.

Lyon er i øjeblikket Europas bedste kvindefodboldhold, måske endda verdens bedste. Men udsigten til en mindre rolle på holdet fik Line Røddik til at søge en my ned i klubhierarkiet, så hun er sikker på både spilletid og ansvar på banen. Nu er hun en del af FC Barcelona, der sidste år nåede kvartfinalen i Champions League og missede det spanske mesterskab.

- Der fire-fem hold i toppen af ligaen, som spiller rimeligt lige kampe – men der findes også en del hold vi helst skal slå stort. Så målet i ligaen er helt klart, at mesterskabet skal vindes tilbage. Og så skal vi komme så langt i Champions League som muligt.

Line Røddik fortæller desuden, at kvindeafdelingen i FC Barcelona har udviklet sig meget i løbet af de seneste år. Holdet er professionaliseret, der er kommet flere træningspas på programmet, og så bliver der sørget for både morgen- og middagsmad hver eneste dag.

Kom bare med ansvaret

Den udvikling er Line Røddik nu en del af, og det er en af grundene til at landsholdsspilleren med erfaring fra både svensk og fransk fodbold nu er rejst til Spanien, hvor hun udlever drømmen som professionel fodboldspiller.

- Jeg har fået en lidt anden rolle end i Lyon, hvor der var mange store stjerner. Her har jeg en lidt vigtigere rolle, og det kan jeg godt lide.

- Jeg tror, at holdet i Barcelona er bedre, end spillerne selv tror. Spansk fodbold er vokset meget i de seneste år, og de føler ofte, at de er lidt efter de andre lande. Men det tror jeg faktisk ikke.

Line Røddik kan både spille venstre back og midterforsvarer. På landsholdet er hun back, mens hun i Barcelona kommer til at få en central rolle i både forsvaret og det opbyggende spil.

Uden for banen er hun også ved at blive en central del af truppen. Røddik bor med to holdkammerater et par minutters gang fra byens fodboldkatedral, Camp Nou, og fritiden bruges også på at falde til.

- Vi bor næsten alle sammen i det her område. Derfor er nemt at samle nogle holdkammerater og tage ud til forskellige lokale steder for at opleve Barcelona – eller en tur på stranden, siger Line Røddik, der med et lille grin opsummerer den første tid i Barcelona med en enkelt sætning:

- Det er ikke helt ringe.

Danskerens position i FC Barcelona ses blandt andet ved, at Røddik var med i New York for at åbne FC Barcelonas kontor sammen med Ronaldinho.

Line Røddik er én af tre landsholdsspillere, der har skiftet klub i løbet af sommerferien. Line S. Jensen har skiftet Fortuna Hjørring ud med Washington og Stina Lykke har byttet OB ud med Kristianstads.

Torsdag skal de igen i kamp for landsholdet, der spillet EM-kvalifikationskamp på udebane mod Moldova. Se opgøret på DR3 fra klokken 18.50.