Liniger: Ufatteligt at de ikke er blevet enige

Parterne mangler tillid til hinanden, men en delaftale med Spillerforeningen og DBU er ikke umulig, vurderer Henrik Liniger.

Henrik Liniger håber, at en delaftale kan blive løsningen igen. (Foto: © Sarah Christine Nørgaard, Scanpix)

Fodboldlandskampen mod Sverige på fredag er i fare for aflysning. Kvindelandsholdet er ikke mødt ind til landholdssamlingen mandag, og om bare fire dage er det meningen, kampen skal spilles i Göteborg. Årsagen er, at Dansk Boldspil-Union, DBU, og Spillerforeningen ikke kan blive enige om vilkårene i en ny aftale for kvindelandsholdet og U21-landsholdet.

For bare en måneds tid siden stod man i samme suppedas, da VM-kvalifikationskampen mod Ungarn var i fare for aflysning. Dengang endte det dog med, at spillerne spillede kampen, idet parterne blev enige om en delaftale.

- Jeg tror, at de færreste havde forestillet sig, at det kunne ske igen. Jeg havde bestemt troet, at der ville være en løsning på plads i de uger, der er gået siden Ungarns-kampen. Men nu tyder det på, at man skal ud i præcis samme forløb igen. Det er rigtig ærgerligt for kvindelandsholdet, synes jeg.

- Det er ufatteligt, at man ikke kunne finde en løsning, siger DR Sportens fodboldkommentator Henrik Liniger.

Delaftale kan blive løsningen

Forhandlingerne mellem parterne har stået på længe, og tidligere på efteråret kom der forstærkninger på banen. Danmarks Idrætsforbund, DIF, kom på banen for DBU, mens LO, som Spillerforeningen er en del af, også trådte ind i forhandlingerne. Det har dog ikke forhindret endnu en hårknude.

- Det er den gamle historie om, at ingen af parterne stoler på hinanden. De her forhandlinger er uhyre vanskelige, fordi DBU og Spillerforeningen har så lidt tillid til hinanden, siger Liniger og påpeger, at samme løsning som sidst kan være en mulighed.

- Det fornuftige er jo at få lavet en delaftale, hvis man ikke kan blive enige om en aftale. Det kan sagtens ske, selvom specielt spillerne afviser at gøre det igen. Det blev også afvist inden kampen mod Ungarn, men endte alligevel med at være løsningen, siger han.

Uden forberedelser får man smæk

Op til kampen mod Ungarn blev delaftalen først indgået i sidste øjeblik, og det ville være katastrofalt, hvis det samme bliver tilfældet denne gang, mener Liniger. Sverige er nemlig en modstander af en helt anden kaliber.

- Hvis man skal lave den delaftale, kan man lige så godt få den lavet i dag frem for måske at lave den torsdag aften eller natten til fredag, hvor kampen skal spilles. Man skal huske, at kampen fredag mod Sverige på udebane er den sværeste overhovedet i kvalifikationen, og hvis ikke man har ordentlige forberedelser, så får man smæk, siger Henrik Liniger.

Hvis kampen mod Sverige bliver til noget, kan du se den direkte på DR1 fra klokken 18.00. Her vil Andreas Kraul og Arnela Muminovic sidde klar bag mikrofonerne. Såfremt der bliver spillet en fodboldkamp.