Kvindelandsholdets spillere håber. De danske fans håber. Og DBU håber. Alle parter håber på, at landsholdaftalen for kvindelandsholdet og mændenes U21-landsholdet falder på plads snarest muligt.
Det er ikke sket endnu på trods af langvarige forhandlinger, men det skal helst ske inden tirsdag i næste uge, hvor Danmark står foran sin første VM-kvalifikationskamp i Ungarn.
En kamp, hvor Danmark kan risikere at blive taberdømt, hvis ikke man stiller med sit bedste hold.
I øjeblikket træner de danske spillere for sig selv i Dragør for at forberede sig til kampen på tirsdag, mens forhandlingerne mellem de to parter er genoptaget.
Landsholds-forsvarer Line Røddik håber på, at aftalen falder på plads inden tirsdag, og hun forsikrer, at landsholdets spillere er klar til kampen i Ungarn.
- Vi er begyndt at træne selv, fordi vi tænker på kampen på tirsdag. Vi vil gerne være klar til den kamp, vi vil spille den VM-kvalifikationskamp, og derfor gør vi alt for at forberede os, siger Line Røddik til DR Sporten.
- Jeg er helt sikker på, at vi nok skal være klar til tirsdag, hvis vi får muligheden for at spille den kamp. At vi træner og forbereder os herude sammen viser det sammenhold, vi har på dette hold. Det er noget af dét, der skal gøre, at vi også er klar på tirsdag, siger hun.
100 procent klar
En af de trænere, der står for træningen i Dragør, er Mark Strudal, som senest har været angrebstræner i Brøndby.
Han bekræfter også, at de danske landsholdsspillere vil være klar til på tirsdag, hvis de får lov til at spille kampen.
- Jeg ser dem som hundrede procent klar til på tirsdag. Jeg har den følelse, at pigerne bare venter og håber på, at tingene falder på plads, så de kan tage af sted til Ungarn søndag og levere et godt resultat, siger Strudal og uddyber:
- Jeg kan se det på den gejst og glæde, de går ind i øvelserne på. Der bliver investeret, og der er en masse energi og power, og så er de fokuserede og positive. De står sammen og arbejder stenhårdt, og det er tydeligt, at alle vil det her.
Selv om alle spillere er klar, er de danske kvinder tydeligvis skuffede, fordi de frem for at være i Dragør hellere havde været i Horsens for at spille EM-revanchekamp mod Holland fredag. En kamp, der er blevet aflyst på grund af konflikten.
- Det er en pisseærgerlig situation, vi er endt med. Vi ville helst have været i Horsens lige nu for at spille kampen mod Holland, men desværre er det ikke sådan, det er. Nu håber vi bare, at tingene kan komme på plads, så vi kan få lov til at gøre det vi allerhelst vil, at spille fodbold med landsholdet, siger Line Røddik.
Barcelona-spilleren tror dog på, at en løsning er på vej.
- Det håber jeg på, at der gør. Vi tror på det. Vi skal have den aftale i hus, og vi skal spille den kamp på tirsdag.