Søren Randa-Boldt er landstræner uden et landshold.
Han skulle have stået i spidsen for sin første landsholdstræning, efter han blev udpeget som midlertidig afløser på posten i kølvandet på forgængeren Nils Nielsens pludselige afgang.
Den træning har den verserende arbejdsretlige konflikt mellem DBU og landsholdsspillerne forhindret, for spillerne er udeblevet fra træningslejren i Horsens, fordi parterne endnu ikke er nået til enighed.
Den tidligere U19-landstræner havde derfor god tid til at tale med DR Sportens reporter om en første arbejdsdag, der ikke blev som håbet.
- Jeg havde glædet mig helt vildt til at komme i gang med arbejdet med de piger her. Det er alle mine U19-piger, der er blevet voksne, som jeg så kunne træne igen. Så det er jeg ærgerlig over, siger han.
Bruger ventetiden foran skærmen
Spillerne skulle være tjekket ind på hotellet mandag eftermiddag, men de dukkede aldrig op. I fraværet af spillere kastede landstræneren sig i stedet over et gensyn med fredagens modstander, Holland.
En kamp, der er i fare for at blive aflyst, hvis ikke spillerne og DBU når frem til en aftale.
- Det betyder bare, at jeg her til eftermiddag har siddet og set de to kampe, vi har spillet mod Holland, for fjerde gang. Så jeg er ekstra grundig, og vi skal jo også være lidt skarpere, hvis har en dag mindre at arbejde i, siger Søren Randa-Boldt, der stadig forventer at få sine udvalgte trup at se i løbet af tirsdagen.
- Jeg håber de løser det, for det er bedst for alle parter. Der kommer 9000 mennesker på fredag, så der er en del mennesker, der bliver skuffede, hvis det ikke bliver til noget, og jeg er en af dem, siger han.
Fredagens kamp mod Holland er udset som en vigtig markering for dansk kvindefodbold, der skulle ride videre på succesbølgen efter sommerens EM-sølv.
Harder og Nadim i stedet for Messi og Ronaldo
Derfor vil en aflysning også være en tung bet for kvindelandsholdet, mener landstræneren.
- Det ville være noget rigtig skidt ovenpå den sommer, vi har haft, hvor vi endelig fik hele Danmark bag os, at vi så ikke spiller for alle de små, søde piger, der endelig er blevet fan af Pernille (Harder), Katrine Veje og Nadia (Nadim) i stedet for Messi og Ronaldo, så det ville være drønærgerligt.
Kampen mod Holland er en opvisningskamp, men ugen efter venter en VM-kvalifikationskamp mod Ungarn, og hvad der skal ske, hvis landsholdstruppen stadig ligger i konflikt med DBU, har Søren Randa-Boldt endnu ikke gjort sig tanker om.
- Jeg regner med, at jeg har dem til rådighed, jeg har udtaget, men som godt nok ikke er kommet i dag. Har jeg ikke det, må jeg tage den med den sportslige ledelse i DBU.